23948sdkhjf

Muldvarpen fra 'Den Sorte Svane' dukker op i ny dokumentar om byggebranchen

Amira Smajic dukker op i sammenhæng med en underentreprenør på en J. Jensen-byggeplads i Roskilde

I en stor dokumentar om ulovligt arbejde på byggepladser, som DR har sendt i dag, dukker hovedpersonen fra TV 2-dokumentaren 'Den Sorte Svane', Amira Smajic, op.

Hun møder op i skifteretten i januar på vegne af BA Nedrivning, som er begæret konkurs. Ifølge Boris Frederiksen, partner hos Poul Schmith/Kammeradvokaten, har BA Nedrivning brugt en kendt fakturafabrik.

Kort efter konkursen genopstår firmaet som BA-Nedrivning, altså samme navn blot tilføjet en bindestreg.

Boris Frederiksen fortæller, at BA Nedrivning har haft den store nedriver J. Jensen som eneste kunde. J. Jensen har ifølge dokumentaren betalt BA Nedrivning 20 mio. kr. i alt. Arbejde, der blandt andet i praksis har været med asbestholdigt tag uden den lovpligtige instruktion og uden beskyttelsesudstyr.

Dokumentaren viser også, at de nordmakedonske arbejdere hos BA Nedrivning bliver betalt 100 kr. i timen for deres arbejde.

- Der er uregelmæssigheder, som ikke svarer overens med en kontrakt, vi har med dem. Derfor kan vi ikke samarbejde videre med dem. Dermed ikke sagt, at vi ikke kan arbejde videre med dem, når de først får rettet op på det. De er ikke væk for livstid, siger Jens Jensen, adm. direktør i J. Jensen, i dokumentaren om samarbejdet med BA Nedrivning.

Licitationen har forsøgt at komme i kontakt med Amira Smajic' advokat. Det er endnu ikke lykkedes.

Overblik: De har mødt konsekvenser efter TV 2-dokumentar

Dokumentaren kortlægger forbindelser mellem en kriminel underverden og eksempelvis advokater, entreprenører og erhvervsfolk.

Gennem skjulte optagelser fra en muldvarp i det kriminelle miljø afsløres omfattende og alvorlig kriminalitet som hvidvask af store summer og svindel med bortskaffelse af forurenet jord.

Her følger et overblik over, hvilke konsekvenser dokumentaren indtil videre har haft for de advokater og erhvervsfolk, der medvirker i dokumentaren:

  • Den nu forhenværende Horten-advokat Nicolai Dyhr blev fyret inden dokumentaren udkom. Advokatrådet har desuden igangsat en tilsynsundersøgelse af ham. Gældsstyrelsen har derudover fjernet Nicolai Dyhr fra sit såkaldte advokatpanel. Styrelsen har desuden iværksat en undersøgelse af de konkurssager, som advokaten har behandlet. Nicolai Dyhr har efter dokumentaren trukket sig fra sin tillidspost i Sydbank.
  • Odense Kommune har meddelt, at den vil suspendere samarbejdet med advokatfirmaet Horten, hvis den ikke får en "overordentlig god forklaring" fra advokatselskabet. Den nu fyrede advokat Nicolai Dyhr arbejdede hos Horten.
  • Advokatrådet har sat gang i en tilsynsundersøgelse af advokat Lise Roulund. Rådet har efterfølgende politianmeldt hende for mulig medvirken til hvidvask og videregivelse af fortrolige oplysninger i en straffesag samt stillingsmisbrug.
  • Erhvervsmand og tidligere byrådsmedlem i Køge Carl Richard Christensen har trukket sig fra alle sine bestyrelsesposter.
  • Ejendomsudvikler Martin Odgaard er blevet suspenderet af byggevirksomheden 1927 Estate, hvor han var partner. Han er desuden blevet politianmeldt af virksomheden.
  • Det rådgivende ingeniørfirma Cowi har suspenderet to medarbejdere. Det fremgår ikke, hvilke stillinger de to ansatte havde.
  • Birger Arp-Hansen, der er medejer af hotelkoncernen Arp-Hansen Hotel Group, har trukket sig fra bestyrelsen i hotelgruppen.

Kilder: TV 2, Børsen, Finans, Estate Media

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156