23948sdkhjf

Debat: Vi mangler erfaring med at drifte biodiverse anlæg – og det puster prisen op

Der findes ikke de samme "hyldevarer", når det handler om biodiverse anlæg. Det skaber en fordyrende usikkerhedsmargin i priserne, lyder det fra dagens debattører

Byudviklere begynder for alvor at få øjnene op for, at mere og bedre bynatur i forbindelse med byggeri og anlæg, øger værdien af deres ejendomme.

Den gode nyhed er, at bynatur med potentiale for biodiversitet i de bolignære friarealer i bymiljøer ikke er nævneværdigt dyrere at anlægge. Men driften af dem kan – som tingene ser ud nu – være op mod 70% dyrere. Det har en økonomisk udregning af to sammenlignelige gårdmiljøer kastet lys på, efter den er korrigeret for indbyrdes afvigelser.

En af de vigtige årsager er, at vi mangler mere erfaring med at drifte mod et mål for biodiversitet. De simplere grønne anlæg kræver velkendte redskaber og arbejdsgange med at klippe græsplæner og hække. Men de samme hyldevarer findes endnu ikke for biodiverse anlæg, og det giver en fordyrende usikkerhedsmargin i priserne, vi må gøre op med hurtigt.

Fra entreprenørsiden er vi som mange andre optagede af udviklingen i retning af mere biologisk mangfoldige anlæg og de positive effekter for vores investeringsprojekter. Hos A. Enggaard oplever vi, at flere af vores beboere efterspørger udemiljøer, der er frodige og varierede og dermed mere interessante at opholde sig i - og kigge ned på fra vinduerne.

Den samme tendens ser vi også som landskabsarkitekter og rådgivere hos Arkitema og Cowi: Disse udemiljøer tiltrækker ganske enkelt flere brugere. Mangfoldig bynatur øger den rekreative og dermed også den sociale og sundhedsmæssige værdi, for flere beboere får også lyst til at komme ud i det fri og nyde udemiljøerne.

Desværre kommer denne nye disciplin – at drifte for øget biodiversitet – altså også med en (mer)pris.

Som det er nu, er den traditionelle drift i branchen beskrevet som drift mod et tilstandskrav og et udførelseskrav, fx at en hæk skal klippes i 40 cm bredde og 110 cm højde to gange årligt.

Men biodiversitet er ikke en tilstand.

Den afgørende forskel er, at biodiversitet udvikler sig over tid og at vi i stedet må sætte et mål for biodiversitet, vi kan arbejde hen mod. Og det skal driftes på en anden måde og nogle gange med nye typer maskiner. Her handler det snarere om at etablere robuste miljøer for bestemte flora- og faunaarter, der skal udvikle sig over tid og hvis udvikling undervejs må korrigeres, hvis noget ikke fungerer i forhold til målet, vi har sat.

Indtil man i branchen har opnået mere viden om, hvordan man drifter for biodiversitet, så er der en fordyrende usikkerhedsmargin i priserne. Investeringer i maskiner, der ikke er i brug så tit, er med til at trække prisen den forkerte vej.

Derfor er vi i branchen nødt til i en fart at samle mere viden og erfaring om drift af biodiversitet. Vi ved eksempelvis, at anlægsgartnere gerne vil investere i det nødvendige maskinel, men det skal selvfølgelig kunne betale sig for dem.

Det kan det, når anlægsgartnere har flere projekter med naturpræget bynatur og biodiversitet, som sætter de ny maskiner på arbejde.

I de øvrige led i kæden er den utilstrækkelige viden og erfaring også en showstopper. Byudviklere, pensionsselskaber og andre med ejendomsporteføljer, ser mulighederne og ønsker at tage del i samfundsopgaven, men har brug for, at forretningen hænger sammen. Derfor har vi også samlet en række aktører til dialogkonferencen ”Biodiversitet som værdifaktor i bygge- og ejendomsbranchen anno 2024”.

Nye løsninger koster ekstra i begyndelsen. Men jo flere, der efterspørger mere naturprægede anlæg med biologisk mangfoldighed frem for flade græsplæner, desto hurtigere kan vi i fællesskab få samlet de erfaringer, der skal til, for at reducere den usikkerhedsmargin, der lige nu bremser udviklingen. Vi er opmærksomme på, at der stadig er beboere, som foretrækker traditionelle løsninger. Det skal der stadig være plads til, men vi skal som branche også følge med de store tendenser samfundet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112