23948sdkhjf

Giftigt træ i Nationalbanken har kostet dyrt: - Kan ikke garantere at det ikke bliver dyrere

For nylig steg prisen på Nationalbanken yderligere, og projektdirektøren på renoveringen fortæller, at giftigt træ i bygningen har voldt problemer

Det er efterhånden en velkendt sag, at budgettet for den storstilede renovering af Nationalbanken er skredet gevaldigt.

Onsdag kom det frem, at regningen ville stige yderligere og samlet set løbe op i over tre mia. kr., hvilket er en fordobling af den oprindelige pris for projektet.

Til Børsen fortæller Ann-Pia Puggaard, sektionschef og projektdirektør for restaureringen og renoveringen af Nationalbanken, fortæller til Børsen, at beregninger undervejs har vist, at renoveringen både bliver dyrere og mere tidskrævende, end man først havde estimeret.

- Vi kan ikke garantere, at det ikke bliver dyrere. Men vi vil selvfølgelig gøre alt for at holde os inden for vores ramme. Vi arbejder jo for at holde styr på vores økonomi. Men vi er ikke færdige med at lave forundersøgelser, så der kan stadigvæk dukke ting op, siger Ann-Pia Puggaard til avisen.

Særligt har der været en del udfordringer med det franske pæretræ, som flere døre, paneler og skabe i Nationalbanken er lavet af.

Træet indeholder det giftige stof PCB, og det har vist sig sværere end forventet at få bugt med stoffet, der både kan øge risikoen for kræft og skade immun- og nervesystemet.

Betonen, der udgør råhuset, skal sandblæses for at fjerne giften, hvilket ikke var planlagt i 2020, da første renoveringsestimat blev offentliggjort.

Den Arne Jacobsen-tegnede bygning, der stod færdig i 1979, er Danmarks yngste fredede bygning, og titlen som fredet bygning gør restaureringsarbejdet mere omfattende.

Bygningen ventes for nu at stå færdig i 2030.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095