LICITATIONEN MENER: En dyster tid venter i 2021
I hvert fald hvis den nye særmåling fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) står til trone. Den forudser massive huller i rådgivernes ordrebøger i 2021, og dermed må bygge- og anlægsvirksomhederne også forvente, at der bliver ekstremt langt mellem opgaverne i løbet af 2021 og sikkert også ind i 2022. For hvis rådgiverne mangler bygge- og anlægsopgaver, rammer det jo unægtelig også entreprenørerne sidenhen.
Det er derfor, at det er så vigtigt, at regeringen har fuldt fokus på ikke bare den nære fremtid, men også 2021 og de kommende år. En god start var aflysningen af det kommunale anlægsloft i år. Her mærker mange bygge- og anlægsvirksomheder heldigvis allerede nu, at kommunerne udbyder langt flere opgaver - og flere er på vej. Men det batter ikke rigtig noget, hvis ikke regeringen også aflyser anlægsloftet i 2021. For vedligeholdelsesefterslæbet på kommunale bygninger vil stadig være stort, og det vil skabe flere opgaver til hele branchen, som i 2021 vil hungre efter dem. Og så er der hele spørgsmålet om en infrastrukturplan, der vil skabe klarhed for anlægsvirksomhederne. Så hvis ikke 2021 skal blive alt for dyster, er der noget at arbejde videre med på Christiansborg.
Artiklen er en del af temaet Lederen.