23948sdkhjf

Sønderjysk entreprenør vinder trekamp om 100 millioners byggeri

Når Sønderborg Kommunes nye logistik- og servicecenter skal bygges, så bliver opgaven udført af Sønderborg Ingeniør- og Byggeforretning (SIB). Det står klart efter Sønderborg Kommunes udbudsrunde af totalentreprisen. 

Tre entreprenører har budt på at bygge logistik- og servicecenteret, der får cirka 12.600 kvm under tag, og det vindende bud var SIB’s på cirka 98 mio. kr. eksklusive moms. Det skriver Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse fredag. 

- Det glæder mig utrolig meget, at vi fik gode bud, der passede til den forventede udbudspris, men også at en lokal entreprenør var bedst på prisen. Formålet med det nye center er at opnå en bedre drift og et tættere samarbejde internt mellem forskellige afdelinger, som giver et økonomisk rationale for Sønderborg Kommune. Prisen for byggeriet er en fin begyndelse på at skabe en god økonomi omkring det nye logistik- og servicecenter, siger borgmester Erik Lauritzen i pressemeddelelsen. 

Der følger nu en stand still-periode, og kontrakten om opførelsen af logistik- og servicecenteret forventes underskrevet den 29. december 2020. 

Kontrakten om opførelsen af Logistik- og Servicecenteret med totalentreprenør forventes underskrevet den 29. december 2020. Første spadestik forventes medio 2021, og planen er, at indflytning i centeret kan ske ultimo 2022.

Færre bud end prækvalificerede

For en måned siden lød det fra Sønderborg Kommune, at fem entreprenører var blevet prækvalificeret til at afgive bud på det nye logistik- og Servicecenter. Der var tale om Base Erhverv, C.C. Contractor, Jørgen Friis Poulsen samt Ommen & Chr. Johansen og Sønderborg Ingeniør- og Byggeforretning. Hvem af de fem, der har valgt ikke at byde på opgave, melder dagens nyhed ikke noget om. 

Håndværkerudgifter er også tidligere sat højere, nemlig til forventet cirka 110 mio. kr. af byggeriets samlede forventede omkostninger inklusive grundudgifter, inventar, med videre på 130 mio. kr. Begge tal er eksklusive moms.  

Kontor, haller, værksted med mere 

Logistik- og Servicecenteret kommer til at huse syv forskellige afdelinger. Det drejer sig om Vej og Park, Vintertjenesten, Brand & Redning, Service & Ejendomme, Hjælpemiddeldepotet, Rådhusservice og Transportkontoret. 

Der kommer til at arbejde cirka 200 personer i det nye center, som fra slutningen af 2022 får arbejdsplads på Ingolf Nielsens Vej i Sønderborg. 

Centerprojektet skal opføres på en cirka 42 000 kvm grund i Sønderborgs industrikvarter og omfatter 2.500 kvm administration, 5.000 kvm tempereret hal, 3.000 kvm opvarmet hal, 1.130 kvm værksted og lager samt 1.000 kvm kold hal til salt og 29.200 kvm udearealer. 

 Forsidefoto: Colourbox

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14