Kubota producerer hidtil største gravemaskine
Kubota udvider nu sit sortiment med en markant nyhed – en storbror til deres populære modeller i 1-9 tons klassen. På Bauma 2025 præsenterede de for første gang den nye U145 – en kompakt gravemaskine med kort bagende og en vægt på hele 14 ton.
Med U145 har Kubota skabt deres hidtil største model. Ifølge producenten er der tale om en maskine, der forener rå kraft med den velkendte japanske præcision.
Under hjelmen ligger en kraftfuld Kubota Stage V-motor, der yder 76,4 kW (100 hk). Maskinen vejer op til 15.200 kg og er konstrueret til at klare krævende opgaver – både hvad angår ydeevne og holdbarhed.
Designet som en short-tail model er U145 ideel til arbejde i tætte bymiljøer og andre steder, hvor pladsen er trang. Føreren får en rummelig kabine med godt overblik hele vejen rundt, intuitiv betjening og komfort i form af affjedret sæde.
Maskinen leveres med proportionalstyring til hydraulisk hurtigskifte som standard, hvilket gør redskabsskift både hurtigt og nemt. Derudover kan den naturligvis udstyres med ekstraudstyr som rotortilt og yderligere hydrauliske funktioner efter behov.
Et rundet hjørne for Kubota
Siden den første Kubota-minigraver så dagens lys i 1974, er udviklingen gået stærkt. I februar 2025 rundede den japanske producent en milepæl med en million producerede gravemaskiner til kunder verden over.
Kubota har i over 25 år været blandt de førende producenter af minigravere op til 8 ton i Europa – og med U145 tager de nu endnu et skridt ind i den tungere klasse. I Danmark er det V. Løwener A/S, der står for import og distribution af maskinerne.