Holstebro godkender fremrykkede projekter for 42 mio. kr.
Regeringen har besluttet at fjerne anlægsloftet i 2020, og det har fået flere kommuner til at fremrykke projekter for at holde gang i byggeriet.
En af dem er Holstebro Kommune, som har fået godkendt projekter for 42 mio. kr. i Økonomiudvalget. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
- Vi har valgt at benytte muligheden for at lånefinansiere for 42 mio. kr., så vi kan sætte gang i anlægsinvesteringer, der kan være med til at bevare jobmulighederne under Covid-19, siger borgmester H.C. Østerby i pressemeddelelsen.
Udskiftning af taget på Ulfborg Skole, ny tagbelægning på Vinderup SFH, 2. etape af Enghavens parkeringsplads samt oprensninger og vandløbsrestaureringer er blandt de fremrykkede projekter, oplyser Holstebro Kommune.