23948sdkhjf

Rådgivere fundet: Skal udvikle Sjællands nye diabetescenter

Det bliver Oluf Jørgensen Rådgivende Ingeniører, der som totalrådgiver sammen med underrådgiver Mikkelsen Arkitekter skal udvikle det nye Steno Diabetes Center Sjælland (SDCS) i Holbæk. 

Det nye SDCS placeres i to etager af den bevaringsværdige Akaciegården fra 1889, der i forvejen en del af Holbæk Sygehus. Som det første skal rådgiverteamet derfor kortlægge muligheder og begrænsninger for den kommende transformation. 

- Vi skal først og fremmest finde ud af, hvilke muligheder der ligger i projektet. Det er klart, at vi ikke bare kan rive ned og bygge op, som det passer os, fordi hele ombygningen skal sameksistere med både de nuværende aktiviteter i bygningen og de flotte historiske rammer, siger Brian Thyregaard Andreasen, som er administrerende direktør hos Oluf Jørgensen A/S, i en pressemeddelelse. 

- For at skabe et SDCS, som lever op til behovene for både patienter og personale, har vi derfor stort fokus på et ligeværdigt samarbejde med Mikkelsen arkitekter og Region Sjælland, ligesom vi allerede i opstartsfasen vil inddrage fremtidige brugere af bygningen, fortsætter hun. 

Erfaring fra Københavns diabetescenter 
Det nye SDCS skal foruden indbydende rammer til patienter og pårørende også rumme kontorer samt faciliteter til klinisk forskning for både Holbæk Diabetesklinik og Den Regionale Enhed, som understøtter vidensdeling på tværs af sygehusenhederne i regionen. Der er derfor krav om et arkitektonisk greb, som kan drive det tværfaglige samarbejde og vidensdelingen imellem afdelingerne. 

Visionen for det nye SDCS er at skabe effektive og trygge rammer for diabetesramte for at fastholde dem længere tid i behandlingsforløbet. Det gælder særligt socialt udsatte med pykiske problemer samt patienter i transitionen fra barn til voksen. 

Med erfaring fra Steno Diabetes Center Copenhagen, ved man hos underrådgiver Mikkelsen Arkitekter allerede noget om, hvordan man skaber de rammer: 

- Som patient skal man føle sig som en del af et større fællesskab. Vi har et ønske om at SDCS bliver et varmt og imødekommende hus, hvor vi har stor fokus på at sikre arkitektonisk kvalitet i ankomst-, vente- og fællesområder og undgå upersonlige og kliniske behandlingsmiljøer, siger Luise Hooge Lorenc, partner hos Mikkelsen Arkitekter.

Steno Diabetes Center Sjælland

Etableringen af SDCS sker på baggrund af, at Region Sjælland og Novo Nordisk Fondens bestyrelse i efteråret 2017 vedtog en fælles vision om at styrke indsatsen mod den landshøje andel diabetesramte i Region sjælland.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125