23948sdkhjf

- Vi laver det, Tesla gerne vil

For rundt regnet to år siden præsenterede Elon Musk og Tesla et solcelletag. Og verden tog imod, som havde man aldrig set noget lignende.

I nogle dele af verden har det måske også været lidt af en 'first mover'. Men ikke her i lille Danmark. Old news var det ikke, men det var set før.

Både Racell i Albertslund, Ennogie i Ikast og Solartag i Faxe Ladeplads – for blot at nævne nogle - havde alle beskæftiget sig med bygningsintegrerede solceller længe før Elon Musk og Teslas lancering i efteråret 2016.

Det paradoksale i denne historie er dog, at mens Elon og Tesla havde kendisfaktor og store armbevægelser, men ikke en endelig løsning klar til salg, så så det helt anderledes ud for de danske selskaber.

De havde løsningen klar til salg, men manglede noget på kendisfaktoren. Samtidig kunne danskernes kendskab til solcelletaget dengang ligge på et meget lille sted.

Ikke helt fodfæste endnu
Solcelletaget er altså efterhånden ved at have nogle år på bagen. Men det har ikke helt fået fodfæste endnu og slet ikke som et alternativ til et konventionelt tag med et solcelleanlæg på toppen.

Men det burde det.

I hvert tilfælde hvis man spørger Thomas Pedersen fra Solartag, der på årets udgave af Building Green er blevet indbudt til at slå et slag for bygningsintegrerede solceller.

- Løsningen er her. Det har den været længe. Vi bliver nødt til at fortælle verden, at man kan få det nu, siger Thomas Pedersen, der i øjeblikket farer land og rige rundt.

Men hvad er det så egentligt han fortæller om, når han sådan gør den som landevejens farende svende?

- Vi laver allerede det, som Tesla har visioner om. Vi har et solcelletag, der kan leveres og installeres nu og her, fortæller Thomas Pedersen.

Tiden er med os
Når solcelletaget ikke rigtig har vundet indpas endnu, kan det skyldes rygtet om et prisleje langt over den almindelige danskers formåen. Og opfattelsen af, at taget ikke er beregnet til parcelhuse, men nok nærmere storslåede og spetakulære arkitekttegnede prestigeprojekter.

- Vi er ikke forhippede på at lave prestigeprojekter. Vi har et tag til folket, siger Thomas Pedersen og tilføjer:

- Og når det kommer til pris, så har vi lige passeret den linje, der gør, at vores tag rent faktisk er billigere end et konventionelt tag og et solcelleanlæg. Prisen er så lav, fordi prisen på solceller er faldet så voldsomt de seneste år. Tiden er simpelthen med os.

Building Green
Et sted hvor bygningsintegrerede solceller og solcelletage har fundet fodfæste er på Building Green - og i år er ingen undtagelse.

Solcelletage har endda fået sit eget punkt på programmet, hvor blandt andre Thomas Pedersen vil fortælle om en bæredygtig bolig i træ og genbrugsmursten med et glastag med solceller og DTUs Sune Thorsteinsson vil fortælle om den nye studielinie om solenergi på DTUs masterprogram bæredygtig energi.

I bund og grund skal der slås endnu et slag for solcelletagene.

- Det lyder super simpelt. Det er det bare ikke. Nu skal vi ud i stuerne, siger Thomas Pedersen.

Om Solarcity Denmarks ottende seminar på Building Green den 1. november 2018

13:45 / INTRODUKTION

v. Karin Kappel, sekretariatsleder Solar City Denmark

TRÆ, GENBRUGSMURSTEN OG GLASTAG MED SOLCELLER
Solcellerne kan betale hele tagets etablering af på 16-21 år.

v. Thomas Pedersen, direktør, Solartag

SOLENERGI PÅ DTU´S MASTERPROGRAM BÆREDYGTIG ENERGI
Ny studielinie på DTU. En række kurser bliver også tilgængelige for industrifolk.
v. Sune Thorsteinsson, Senior Scientific Advisor, DTU Fotonik

BETONELEMENTER MED INTEGREREDE SOLCELLEPANELER
Nyt byggesystem udviklet til erhvervsbyggeri.
v. Jan Christensen, partner, Euroway

PRODUKTUDSTILLING: BYGNINGSINTEGREREDE SOLCELLER I TAG OG FACADE
Ny demosite kan besøges på Teknologisk Institut i Taastrup efter aftale.
v. Ivan Katic, seniorspecialist,Teknologisk Institut

SEMITRANSPARENT GLASFACADE MED SOLCELLETEKNOLOGI
Når lyset passerer gennem det farvede glas produceres der samtidig strøm.
v. Arne Grøntved, manager, Solar Partner

FARVEDE SOLCELLEPANELER KAN INTEGRERES MED FACADEMATERIALER
Fleksible moduler giver designmuligheder: nye farver, overfladeudtryk og formater
v. Ken Hem-Jensen, direktør, Dansk Solenergi

Se mere om messen

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11