23948sdkhjf

150.000 samles i Frankfurt om stjernefirmaer fra 55 lande

ISH er en af verdens største bygge- og vandteknikmesser. Licitationen er med blandt de 2.180 udstillere fra hele kloden

FRANKFURT: Overvældende, puls-forhøjende og nærmest lammende i sin grandiose opvisning af teknikløsninger til hjemmet, domicilet, fabrikken, sportsarenaen.

Det er det første indtryk, når man helt forventet farer vild i mængden af indtryk og inspirationskilder ved ISH, der er verdens største messe for energibyggeri, vandhåndtering, indeklima og opvarmningsløsninger til det byggede miljø.

Mandag blev det hele skudt i gang i solbeskinnede Frankfurt am Main, under det noget forudsigelige slogan "Solutions for a sustainable future".

Den enorme messeby, forbundet af et lufthavnslignende net af gangbroer og rullende fortove mellem de mange udstillingsbygninger, er til og med fredag 21. marts vært for 2.180 udstillende firmaer fra 55 lande.

Mindst 150.000 besøgende

Og der ventes mindst 150.000 besøgende fra både Tyskland og resten af kloden, vel at mærke mange fagfolk inden for arkitektur, planlægning, byggeri og fast ejendom.

I den anledning er det giganter som eksempelvis Grundfos, Danfoss, Siemens, Bosch, Samsung og Mitsubishi, der spiller med musklerne foran publikum, der kan bruge ugen på at studere blandt andet grønne tage og facader, app-styrede termostater, nye baderumsløsninger, nu med mindre vandspild, og ikke mindst digitale løsninger, der angiveligt kan spare os for store mængder varme-, vand- og energispild.

Tallene flyver rundt hos de udstillere, Licitationen taler med, og der er næsten ingen grænser for, hvor mange penge boligejere og virksomhedschefer kan spare på løsningerne, hvis de bare lige investerer lidt, og har tålmodighed.

Og som Harald Röckel, tysk direktør i den kinesisk-tyske smart home og termostat-virksomhed Rti-Tek, selverkendende siger: 

- Løsningerne virker bedst, hvis man kan indbygge det i nybyggeri, og eksempelvis har indtænkt løsninger som gulvvarme og bæredygtige energikilder til opvarmning.

Men måske har de alligevel fat i noget. Byggesektoren er som bekendt den største enkeltstående kilde til klodens CO2-udslip, men indeholder også meget store potentialer for at kunne nedbringe udslippene, i mange led af værdikæden, og måske stadig nå Paris-målene, der meget passende har 10 års fødselsdag i år.

Derfor fokuserer ISH primært på intelligente hjemmesystemer samt bæredygtig varme- og køleteknologi, og kalder sig ikke helt uden grund "den førende internationale messe for HVAC (heat, ventilation & air conditioning, red.) og sanitetssektoren er det globale flagskib, industriens centrum og en drivkraft for innovation."

ISH 2025 lanceres i år også under en mere "moderne og overskuelig eventstruktur", som arrangørerne kalder det.

Mere fokuseret

Messen vil med en række oplægsholdere og ekspert-foredrag være mere fokuseret på industriens udvikling og forsøge at indkredse nogle felter, herunder moderne opvarmningsteknologi, indeklima samt digital bygningsstyring, så emnerne bliver skræddersyet deltagernes interesser.

ISH afholdes hvert andet år, og i 2023 var Frankfurt forum for løsninger, der vil føre til en mere bæredygtig fremtid, altså innovationer, der ærede beskyttelsen af ​​klimaet og gav mulighed for effektiv og ansvarlig brug af ressourcer.

Det er så det, de mange tekniske løsninger i år måske har handlet på. I hvert fald hvis man spøger de mange udstillere.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109