Kendt arkitektfirma vinder hospitalskonkurrence i Tyskland

Danske C.F. Møller Architects tager et mange tusind kvadratmeter stort stik hjem i Tyskland.
Sammen med den tyske tegnestue Henn har C.F. Møller vundet konkurrencen om et nyt hospital ved Hannover Universitetshospital (Hannover Medizinishe Hochschule).
Vinderforslaget omfatter en udvidelse af universitetets campus med en klimavenlig sundhedsbygning, der ifølge det danske arkitektfirma skal gavne patienter, personale og naboer.
- Ved at fokusere på tilpasningsevne, klimavenlighed og værdige rum skabt efter principperne for helende arkitektur, stræber vi efter at sætte nye standarder for, hvordan hospitaler kan være gode for både mennesker og klimaet, siger Maibritt Dammann, associeret partner og leder af Healthcare-afdelingen hos C.F. Møller Architects, i en pressemeddelelse.

Projektet har et grundareal på 137.000 kvm, hvoraf første etape udgør 46.600 kvm.
Designet inkluderer en facade af genanvendt aluminium mod en klinikplads, mens de udvendige flader får en rød nuance. En base af genbrugte mursten forbinder bygningerne langs "loopet" omkring klinikpladsen.
Det skal hospitalet rumme
Det nye hospital skal rumme en akutmodtagelse, operationsstuer, intensivafdeling, ambulatorier, patientstuer, personalefaciliteter, laboratorier, undervisningslokaler, administration samt helipad.
Bæredygtighedskonceptet omfatter afskaffelse af asfalterede arealer, fremme af biodiversitet, kompakte bygningsvolumener og en hybrid trækonstruktion til de øvre etager.
Bygherren er HBG Hochschulmedizin Hannover Baugesellschaft mbH, og første etape forventes færdig i 2031.
