23948sdkhjf

Dansk Halbyggeri vinder udbud på Bispebjergs milliardbyggeri

Ny teknikbygning skal huse et grundvandskøleanlæg, som, ifølge bygherren, bliver Danmarks største.

Det bliver Dansk Halbyggeri og Gottlieb Paludan Architects, der skal opføre den nye teknikbygning på Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.

Den 530 kvadratmeter store bygning skal huse teknikken til hospitalets grundvandskøling, et såkaldt ATES-anlæg, der skal dække hele kølebehovet og halvdelen af varmebehovet på Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg, som står færdigt i 2025.

- Vi har valgt entreprenøren Dansk Halbyggeri med arkitekt Gottlieb-Paludan til opgaven, blandt andet fordi deres bud på teknikbygningen i høj grad passer sig ind i de fredede omgivelser. Lige fra den markerede sokkel, over murværkets farvespil og detaljer til farven på dørene og de lette facadepartier, siger projektleder Peter Guttormsen i en pressemeddelelse.

Teknikbygningen skal opføres ved Bispebjerg Hospitals østlige port, tæt på hospitalets gamle håndværkerbygninger. Bygningen får ingen vinduer, da den udelukkende skal indeholde varmepumper, varmevekslere og nødstrømsanlæg. Bygningen udstyres med tre skorstene, som tages i brug, hvis nødstrømsgeneratorerne sætter ind. Der vil være et højt støjniveau i bygningen, og der er derfor stillet høje krav til lydisolering.

Projektet har været udbudt i en række delopgaver.

Ud over Dansk Halbyggeri med Gottlieb Paludan Architects, som har vundet udbuddet på selve bygningen, har Multi Køl & Energi A/S vundet opgaven at etablere ATES-anlægget.

Nødstrømsanlægget, inklusiv levering og opstilling af generatorer, udføres af Coromatic A/S, mens Brøndboringsfirmaet Brøker A/S får til opgave at bore de 100 meter dybe huller – 12 styk i alt – der skal til for at nå ned til grundvandet.

Endelig står Scheller, Hougaard & Petersen og DH Entreprise for at trække de ca. 4 km rør, som vandet skal løbe i under hospitalet. Hvert af de 12 huller skal kunne levere 50 kubikmeter vand i timen.

- Vi taler om virkeligt store mængder vand. Og det er vigtigt at understrege, at vi selvfølgelig overholder en masse krav, så vi ikke påvirker miljøet eller grundvandet. Der er ca. 6 mia. liter grundvand under Bispebjerg, så selv om vi suger meget vand op, er det dråber i havet. Alt vandet bliver pumpet ned i jorden igen, og det bliver ikke forurenet på vejen, siger Peter Guttormsen.

Teknikbygningen opføres fra oktober 2017 til foråret 2018, og ATES-anlægget etableres, så det er færdigt i januar 2019. Ifølge bygherren er der tale om det hidtil største ATES-anlæg på dansk jord.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125