23948sdkhjf

Nyt om navne

I dag nyheder fra Arkitema Architects, Niras, Outline Vinduer, DT Group og Sønderborg Kommune
Arkitema Architects

Rikke Bjerregaard Orry er ansat som head of sustainability hos Arkitema Architects.

Hun er uddannet akademiingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i 1996 og har siden efteruddannet sig til DGNB-konsulent og BREEAM-assessor samt studeret sustainability & CSR på Copenhagen Business School (CBS).

Rikke Bjerregaard Orry kommer senest fra en stilling som projektchef hos rådgivningsvirksomheden Rambøll, hvor hun gennem 16 år har beskæftiget sig med projektering, rådgivning og projektledelse i relation til indeklima, energi, installationer og bæredygtighed i bred forstand. Hun har desuden stået i spidsen for Rambølls interne kompetencenetværk for bæredygtighedsspecialister fra hele verden.

I sin nye stilling hos Arkitema Architects får Rikke Bjerregaard Orry koncernansvar for alle virksomhedens aktiviteter i relation til bæredygtighed i både Sverige, Norge og Danmark. Hun skal i den forbindelse samle kompetencerne inden for bæredygtighed blandt de cirka 450 medarbejdere i Århus, København, Oslo, Stockholm og Malmø.

Niras

Jette Filtenborg, 44 år, er ansat som byggetekniker i rådgivningsvirksomheden Niras’ byggeriafdeling på hovedkontoret i Allerød.

Hun kommer fra OBH Rådgivende Ingeniører, hvor hun gennem det seneste 13 år har arbejdet med projektering af konstruktionsarbejde inden for renovering og nybyggeri.

I sin nye stilling hos Niras skal Jette Filtenborg primært projektere konstruktioner inden for nybyggeri, som hun skal udarbejde og visualisere i byggeprojekteringsprogrammet Revit. De to første opgaver er konstruktioner i forbindelse med ungdomsboligkomplekset Bryggerhuset på Nørrebro i København samt lejligheds- og butikskomplekset Eksercerpladsen i Ørestad.

Outline Vinduer

Pia Gravesen Jensen, 47 år, er ansat som intern sælger hos vinduesproducenten Outline Vinduer.

Hun er uddannet kontorassistent og kommer senest fra fødevarevirksomheden Vilsund Blue, hvor hun de seneste 15 år har arbejdet med salg til danske og udenlandske kunder.

I sin nye stilling hos Outline Vinduer bliver Pia Gravesen Jensens primære arbejdsopgaver rådgivning og vejledning af kunder, ordrebehandling samt håndtering af forespørgsler og tilbud.

DT Group

Sara Brogaard, 34 år, er ansat som nordisk HR business partner hos byggematerialeleverandøren DT Group.

Hun er uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet og kommer fra en stilling som ansvarlig for personalejura hos høreapparatproducenten Widex.

I sin nye stilling hos DT Group skal Sara Brogaard blandt andet arbejde med etablering af standardiserede HR-vilkår og processer og juridisk support på HR-området til især gruppens danske forretningsenheder, byggemarkedskæderne Stark og Silvan.

Sønderborg Kommune

Sønderborg Kommune har udnævnt nye direktører.

Bjarke Eriksen, 39 år, indgår fremover i kommunens ledelse som økonomidirektør.

Han er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og har arbejdet i nogle mindre kommuner på Djursland og som analyse- og digitaliseringschef i Vejle Kommune.

Bjarke Eriksen har siden 2013 været økonomichef i Sønderborg Kommune.

Helle Mønsted Nielsen, 51 år, indgår fremover i kommunens ledelse som direktør i forvaltningen Borger, Beskæftigelse og Sundhed. Hun er uddannet civiløkonom og HD og i gang med en masteruddannelse i offentlig ledelse.

Helle Mønsted Nielsen har sammenlagt været stabschef i Sønderborg Kommune i syv år, senest i sin nuværende forvaltning, hvor hun tidligere på året blev konstitueret som direktør.

Hun har boet med sin familie i Sønderborg siden 1990’erne og har blandt andet arbejdet som uddannelseschef på de sønderjyske handelsskoler, inden hun i 2003 blev projektkonsulent i Sønderborg Kommune, hvor hun siden har været ansat i forskellige stillinger, primært inden for ledelse.

Udnævnelserne er et led i en organisationsændring, som blandt andet indebærer, at erhvervsområdet og lufthavnen kommer direkte under kommunaldirektøren og at der oprettes en økonomiforvaltning, hvor blandt andet digitalisering, IT og facility management tilknyttes, og at borgerservice flyttes til forvaltningen Beskæftigelse og Sundhed, som politisk hører under arbejdsmarkedsudvalget.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14