23948sdkhjf

Totalrenovering af en hel by

Bording Kirkeby vest for Silkeborg får ”hele turen” i ét hug med renovering af kloakledningsnettet
Det skal være skidt, før det bliver godt. En gammel sandhed, og hvis den stadig gælder, er der udsigt til, at det bliver rigtig godt i landsbyen Bording Kirkeby en halv snes kilometer øst for Silkeborg. I øjeblikket ligner den en by i undtagelsestilstand. Ved middagstid på en almindelig hverdag er der mere trafik af entreprenørmaskiner en af biler. Veje er spærret helt af, andre virker ufremkommelige i ret meget andet end firhjulstrækker.

”Nye vandledninger, ny kloakering, fjernvarme og såmænd også udvidelse og ombygning af en gennemgående vej med fartdæmpning og bedre cyklist-forhold. Alt gøres på én gang, så vi ikke skal komme tilbage og rumstere gang på gang”, forklarer Claus Skovgaard Nielsen hos rådgivningsvirksomheden COWI.

Han er manden, der som byggeleder holder snor i kloak- og vanddelen af totalrenoveringen af Funder Kirkeby.

Saneringsmoden kloak

Der blev taget hul på hovedreparationen af landsbyen i starten af april. Til sommer vil nye vandledninger og nye kloakledninger være på plads. Når fyringssæsonen starter omkring oktober, kan Funder Kirkeby-borgerne dreje på radiatorventilerne og nyde den nye fjernvarme. Indtil da må de altså gå så gruelig meget igennem.

”Vi laver separatkloakering i den gamle del af byen, hvor de gamle fællesledninger fra 1930’erne simpelthen er saneringsmodne. Vi kan ikke lave en løsning, hvor vi bruger de gamle ledninger til regnvand og blot laver en enkelt ny ledning til spildevand. Det er rørene simpelthen for dårlige til. Så vi lægger to nye ledninger ned”, fortæller Claus Skovgaard Nielsen.

Når de nye kloakledninger er på plads, kobles de sammen med den eksisterende separatkloakering i den øvrige by. Dermed ledes spildevandet til rensning på Søholt Renseanlæg på den østlige side af Silkeborg. Regnvandet sendes til et nye regnvandsbassin, der etableres syd for Funder Kirkeby. Her opsamles og renses regnvandet, inden det sendes ud i Abildskov Bæk.

Mere tryk på

Vandforsyningen i Funder Kirkeby optimeres kraftigt, når vandet kommer til at strømme i nye ledninger. Silkeborg Forsyning har overtaget opgaven med at sørge for vand i hanerne og dermed også byens gamle vandværk. Trykket har imidlertid været for lavt til at kunne følge med udviklingen af byen. Derfor er det gamle vandværk nedlagt, og med nye rør kommer der også mere tryk på den nu centraliserede vandforsyning.

Grindsted-entreprenøren Harry Andersen & Søn A/S tager sig af opgaven med vand og spildevand, mens Munck Forsyning klarer fjernvarmen i Funder Kirkeby. Totalt skal der etableres omkring 5,5 kilometer hovedledning til at forsyne byen med fjernvarme. Cirka to tredjedele af byens ejendomme har taget imod kampagnetilbuddet om tilslutning til det nye fjernvarmesystem.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141