23948sdkhjf

Nyt lys giver lysere udsigter for lærlinge

Fransk lysfirma forpligtes til at oprette knap 15 lærepladser ved udskiftning af Københavns vejbelysning
Det kaster ikke bare lys over hovedstaden, at Københavns Kommune netop har indgået en stor aftale med det franske lysfirma Citelum om udskiftning af byens lys med energivenlige LED-kilder.

Aftalen giver også lysere udsigter for en række lærlinge, idet det franske firma i kraft af kommunens sociale klausul ved store indkøb forpligtes til at beskæftige mindst 14,8 årsværk med praktikanter i 2014-2015.

Teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF) glæder sig over, at aftalen ud over mere end en halvering af energiforbruget til belysning også giver lærepladser.

- Jeg er rigtig glad for, at vi får muligheden for at tilbyde unge mennesker en uddannelse og en god start på livet, hver gang vi bruger penge på et anlægsprojekt, siger hun.

Det vil uden tvivl ikke mindst blive elektrikerlærlinge, der får glæde af det kommunale krav om beskæftigelse af lærlinge ved det godt en kvart mia. kroner store projekt. Der kan dog også blive tale om andre fag, idet den store aftale udover udskiftning af 20.000 gamle lysarmaturer også indebærer udskiftning af 8.000 lysmaster.

- Kontrakten er netop underskrevet, og nu har Citelum tre måneder til at udarbejde en belysningsplan, hvor det skal detaljeres, hvordan de vil leve op til aftalen, herunder også leve op til kravet om lærlinge. Det er superhøjt prioriteret af kommunen, og det er kommunikeret videre til Citelum, oplyser områdechef Steffen Rasmussen fra Teknik- og Miljøforvaltningen i København.

Dansk partner

Aftalen med det franske lysfirma består ud over udskiftningen af lysarmaturer og master også af en 12-årig driftsperiode frem til 2025. Driftsaftalen træder i kraft allerede 1. november i år.

Det er er aftalt, at Citilum skal etablere sig i Københavnsområdet og overholde Københavns Kommunes gældende vilkår om sociale og etiske hensyn ved indkøb.

Citelum etablerer et dansk partnerskab med Seas/NVE og har i øvrigt som følge af virksomhedsoverdragelsesloven ansat seks medarbejdere fra Eltel Networks, som hidtil har stået for drift og vedligeholdelse af den københavnske gadebelysning.

Det er endnu uklart, hvor stor en del af udskiftningsarbejdet, Citelum selv vil udføre og hvor meget der går videre til danske underentreprenører. Det er imidlertid ligegyldigt i forhold til kommunens lærlingekrav. Det er hovedentreprenøreren, der over for kommunen skal stå til ansvar for at lærlingekravet opfyldes.

Ansvar for lærepladser

Ayfer Baykal erkender, at der har været stor skepsis over for kommunens sociale klausuler.

- Der er stadig skepsis over for brugen af sociale klausuler på store anlægsprojekter som metroen. Der er heldigvis nu flertal i København for at bruge sociale klausuler på nye metrolinjer. Jeg har også tidligere peget på, at man bør bruge sociale klausuler inden for den almene sektor, hvor man i disse år renoverer for milliarder.

- Der er alt for mange unge, der i dag mangler en læreplads. Vi har et politisk ansvar for at sikre de her unge mennesker en god fremtid. Samtidig har vi som samfund også pligt til at sikre kvalificeret arbejdskraft, siger teknik- og miljøborgmesteren.

Mulighed for delaftaler

I Dansk El-Forbund glæder man sig over udsigten til lærepladser til elektrikerlærlinge.

- Det er meget positivt, at Københavns Kommune stiller præcise krav til et vist antal praktikpladser, når der bygges for kommunen, siger forbundssekretær Benny Yssing fra Dansk El-Forbund.

Han mener ikke, det bliver et problem, hvis Citelum selv bliver udførende.

- Jeg kender ikke det franske firma, men det kan sagtens blive godkendt som uddannelsessted. Men det handler naturligvis om, at der skal ske en ordentlig uddannelse, og at lærlingene arbejder under tilsyn af udlærte elektrikere. Der er mulighed for at lave aftale med et praktikcenter om delaftaler, så uddannelsen kan gennemføres med praktik i flere virksomheder, så lærlingene får en alsidig uddannelse. Det er ikke noget problem. Det er et spørgsmål at skrue et fornuftigt uddannelsesforløb sammen, siger Benny Yssing.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078