Rådgiver fejlvurderede pris på havn
Hanstholm Havn er meget overrasket over, at Grontmij har regnet knap en halv mia. forkert på projektomkostninger
- Det er denne beløbsramme Hanstholm Havn siden har taget afsæt i, og gennem forløbet med konkretiseringen af udbygningsplanerne er der ikke på noget tidspunkt rejst tvivl om, hvorvidt forudsætningerne og præmisserne for projektet var holdbare, siger Hanstholm Havns direktør, Birgitte Juhl, og fortsætter:
- Vi er derfor meget overraskede over, at de eksperter, som har beregnet anlægsbudgettet, har skudt så meget forbi de tilbud, som nu er modtaget fra entreprenørerne.
Birgitte Juhl ønsker ikke at oplyse, hvilke firmaer der var prækvalificeret til at afgive bud på havnen.
Redegørelse i gang
Grontmij har på nuværende tidspunkt kun sparsomme kommentarer til, at man som rådgiver har skudt så meget forkert i vurderingen af projektomkostningerne.
- Vi er i tæt dialog med Hanstholm Havn, og vi er i gang med at udarbejde en redegørelse, som vi skal aflevere til havnen tirsdag. Yderligere kommentarer har jeg ikke, siger Christian Malling, kommunikationsdirektør i Grontmij.
Redegørelsen skal afleveres til bestyrelsen i forbindelse med et bestyrelsesmøde tirsdag. Før mødet har været afholdt, vil Birgitte Juhl heller ikke sige meget mere:
- Jeg kan ikke sige så meget mere om, hvad der skal ske fremadrettet med projektet, før bestyrelsen har afholdt møde.
Projekt forsinkes
Senest i november i år skulle havnen have underskrevet kontrakt med en entreprenør om fase et, og byggeriet skulle være påbegyndt umiddelbart efter. På grund af de høje tilbud holder den oprindelige tidsplan ikke længere.
- Tilsvarende er grundlaget for den finansieringsplan, som Hanstholm Havn har forelagt Thisted Byråd, ikke længere gældende og må revideres, siger Birgitte Juhl.
Udbygningen
Udvidelsen af Hanstholm Havn, som er 100 procent kommunalt ejet, er opdelt i fire etaper.
Realiseringen af de fire etaper skulle løbe fra 2013 til 2021 og havde et samlet anlægsbudget på godt 1,5 mia. kroner.
Første etape, som skulle foregå i perioden 2013 til 2015, bestod af etablering af en nordvestmole, en østmole, åbning af ny indsejling til den eksisterende havn, lukning af eksisterende indsejling, uddybning af havnebassin samt opstilling af fem vindmøller.
Budgettet på de 450 mio. kroner plus 50 mio. kroner til uforudsete udgifter var ekslusive vindmøllerne.