Grønt eksporteventyr i Vietnam
En ambitiøs dansk miljøregulering har fået danske dambrug til at investere massivt i grøn teknologi. På blot 10 år har de dambrug, der har satset på grønne innovative løsninger, fordoblet produktionen af fisk samtidig med, at de har mere end halveret udledningen af fosfor og organisk materiale til vandmiljøet. Den danske succes skal nu udbredes til Vietnam, som vil fordoble sin produktion af fisk inden 2015.
Det nye partnerskab mellem Miljøministeriet, DI og en række producenter af grøn dambrugsteknologi samler nøgleaktørerne i den danske dambrugssektor og planlægger at bygge et demonstrationsanlæg i Vietnam. Det skal fungere som udstillingsvindue for dansk miljøteknologi. Nogle af de grønne løsninger, som Danmark kan levere, er ressourceeffektive pumper og systemer, højteknologisk foder samt effektive overvågningssystemer.