23948sdkhjf

Bæredygtig forstad i Aalborg

Et team med Vandkunsten i spidsen skal tegne en helt ny bæredygtig forstad i det østlige Aalborg
Grunden er nu lagt til en spændende udvikling af det østlige Aalborg, der under temaet "Landskab in between" bliver det fælles inspirerende afsæt for nye samarbejdsprojekter.

Team Vandkunsten har vundet konkurrencen “City in between – strategi for en international og bæredygtig forstad i det østlige Aalborg" om udviklingen af hele området.

- Vinderforslaget udviser en stor indlevelse i det østlige Aalborgs udviklingspotentialer og har på forbilledlig vis formået at koble behovet for at nytænke områdets fysiske udvikling - i form af eksempelvis gode mødesteder, en forbedret infrastruktur og nye boformer - sammen med behovet for en bæredygtig proces og organisation, der kan befordre det nødvendige samarbejde med områdets aktører. Med forslaget har vi dermed fået en flerstrenget strategi til, hvorledes det østlige Aalborg kan udvikles til en bæredygtig forstad, hvor bydelens markante styrkepositioner inddrages og udfoldes til en ny fortælling om én af Norddanmarks pt. stærkeste vækstdynamoer, siger rådmand i Aalborg Kommunes teknik- og miljøforvaltning Mariann Nørgaard (V), der er formand for dommerkomitéen.

Forskellige veje

Konkurrencen har været udskrevet af Aalborg Kommune i samarbejde med Realdania, og den indgår i Realdanias initiativ "Fremtidens forstæder" om bæredygtig udvikling af landets forstæder.

- De to forslag, vi modtog her i anden konkurrencefase, er begge af meget høj kvalitet, og det har været utrolig spændende at arbejde med dem. Landskabet har stor betydning i begge forslag. Team Vandkunstens vinderforslag viser metoder til, hvordan man med afsæt i eksisterende bebyggelsestypologier kan begynde en helings- og opgraderingsproces ved systematisk at bruge landskab, fortætning og vigtige forbindelser som udgangspunkt. Mens Team Schønherrs forslag peger på behovet for en ny overordnet vision. Den vision skal bæres af et nyt værdisæt, der har den vilde natur som etisk og æstetisk ramme, siger projektleder i Realdania Astrid Bruus Thomse.

Konkurrencen er gennemført i to faser. I første fase deltog fem teams, hvoraf to blev udvalgt til anden fase.

Både i første og anden fase er der arbejdet meget talentfuldt og engageret med forstadens udfordringer og potentialer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109