Anlægsnyt
BYGGEMODNING - JELLING: Vejle Kommune forbereder sig på at byggemodne en vej i Jelling, der får navnet Rønnevangen, skriver Vejle Amts Folkeblad. De nye grunde byggemodnes til tæt-lav bebyggelse og de bliver hver på mellem 800 og 1200 kvm. Det er tredje etape af udstykningerne på Haughus tidligere marker, og lokalplanen er på plads.
Engang i 2015, når området er færdigudbygget, gøres det færdigt med betonkantsten, fortov allétræer, cykel-gangsti og et fællesområde.
NEDRIVNING - VORK: Stutteriet og hingstestationen Blue Hors købte i 2009 Vork Vestergård af dressurrytteren Andreas Helgstrand, og siden har gården stået uberørt.
Nu er man imidlertid gået i gang med at rive dele af den forfaldne gård ned.
Direktør i Blue Hors Esben Møller vil gerne have tilladelse til at rive samtlige bygninger ned for efterfølgende at kunne bygge et hjem til sig selv på grunden. En sådan tilladelse foreligger ikke endnu, så indtil videre må stuehuset blive liggende på grunden.
REGION MIDTJYLLAND
BRO - RESENBRO: Et længe næret ønske fra politisk side om en modernisering og udbygning af Resendalvej mellem Gødvad og Resenbro ser nu ud til at kunne gennemføres inden for overskuelig fremtid, skriver Midtjyllands Avis. I hvert fald sender Plan-, Miljø og Klimaudvalget et forslag til VVM-redegørelse samt et forslag til et kommuneplantillæg til byrådet, og godkendes forslagene her, gennemføres en otte uger lang høring.
Moderniserings- og udbygningsplanerne omfatter en bredere vej, etablering af cykelstier, et nedsivningsområde ved Porskærvej og Resendalvej samt en ny bro over Gudenåen i stedet for den eksisterende Resen Bro.
Alt sammen for at højne trafiksikkerheden på Resendalvej.
FISKEPLADS - LANGÅ: Langå Sportsfiskerforening har fundet planerne for en handicap-fiskeplads ved Skovlyst i Langå frem fra skuffen, hvor de har ligget i fem år. Projektet er nu sat i søen som et såkaldt Gudenaapartnerskab. Ifølge formand for Langå Sportsfiskerforening Lars Kielsgaard bliver det Danmarks bedste handicap-fiskeplads, fordi der er rigtigt godt fiskevand ved Skovlyst. Skitsen går foreløbigt på en træbelagt passage fra Bådelaugets område og hen til en 250 meter lang træterrasse, hvorfra der kan fiskes. Bag terrassen bliver der en plads til en sekskantet hytte, hvor der kan indtages madpakker og lignende i ly, fortæller Randers Amts Avis.