Mere medvind på cykelstierne
Hvor vil jeg hen med denne indledning? Jo, der var for nylig en høring, hvor byggeriets parter udtalte sig om det presserende behov, der synes at være for en revision af byggeriets "grundlov", AB 92 (og ABT 93 og ABR 89).
Som én af deltagerne dramatisk anskueliggjorde det:
- Vores aftalemæssige platform står i lys lue.
Den pågældende var øjensynligt ved at få varme fødder, hvilket normalt ikke i Danmark betragtes som noget onde i modsætning til at få "kolde fødder" eller bliver "hed om ørerne". Der var mange indlægsholdere med meget på hjerte om, hvor galt det står til, alle alvorlige damer og herrer, som normalt ikke er enige om ret meget.
Én ting var de imidlertid enige om: Standardaftalerne er forældede og må laves om.
Og hvad er det så, der skal ændres? Jo, vi må have nogle regler om partnering.
Jeg troede, at de professionelle bygherrer for længst havde erfaret, at de eneste, der har glæde af partnering, er entreprenørerne, der pludselig kan arbejde i regning i stedet for til aftalt fast pris. Sorteper bliver bygherren, der får lov at betale festen med et betydeligt højere beløb end sædvanligt.
Og så må vi have forskellige regler for store og små entrepriser. Det er alt for besværligt med de indviklede regler, som almindelige mennesker ikke forstår. Og så må vi have nogle regler, der sikrer, at bygherrerne får det, de har brug for og lyst til, uanset om de har bestilt det eller betaler for det. Variabel ydelse til fast pris. Måske misforstod jeg diskussionen, men jeg fik det indtryk, at det kun var rådgiverne, der skulle levere "ad libitum", men entreprenørerne kan komme med i klubben i forbindelse med revisionsarbejderne.
Der er øjensynligt også et ønske om, at revidere samfundets almindelige erstatningsregler. Det har hidtil været en fastslået kendsgerning, at erstatning var noget, man under visse betingelser kunne opnå, når man havde lidt et tab, men denne tilstand synes ikke at være tilfredsstillende. Der er nogle, der mener, at "erstatning" uden tab er berigelse på en andens bekostning, men dette synspunkt vinder ikke gehør alle steder, hvor man gerne ser sig beriget, om ikke for andet så for at opnå det pønale element i relation til den formastelige, hvis indsats man ikke billiger.
Og sådan fremkom der i løbet af dagen mange forslag til "forbedringer" af det åbenlyst forældede regelsæt. Hver af indlægsholderne havde sikkert sin lille Hassan, som gerne i ly af behovet for modernisering skulle tilgodeses på andres bekostning, men én ting kom aldrig klart frem i diskussionen: Hvad er det helt præcist, der er så dårligt ved de nuværende regler? Hvorfor skal de revideres? Hvor blev analysen og eftertanken af?
Den mærkede man ikke meget til; dagens budskab blev ukritisk gentaget i det uendelige, og man savnede den lille dreng, der sagde:
- Men han har jo ikke noget på.
Jeg er enig i, at byggeriets produktivitet skal øges, og at antallet af mangler ved byggeriernes aflevering skal bringes ned. Men tror man, at samarbejdet mellem byggeriets parter bliver forbedret af en revision af standardaftalerne? Og tror man, at byggerierne bliver mindre mangelsbehæftede ved at lempe kravene til entreprenørernes sikkerhedsstillelse? Og tror man, at projekterne bliver bedre (mere bygbare, som det udtrykkes, uden at nogen i øvrigt ved, hvad det betyder) ved at ændre aftalerne til et tag selv bord ("eat all you can") til fast, lav pris?
Måske skulle man i stedet for at søge at overgå hinanden i slagnumre og metaforer uden indhold bruge lidt energi på at analysere, hvor problemerne findes og i den forbindelse gennemgå standardaftalerne, for eksempel vore naboers, for dér at søge inspiration til en meningsfyldt revision – hvis der findes at være behov for det - og ellers indskrænke sig til at fabrikere et lille rettelsesblad, som tager højde for ændringerne i forældelseslovgivningen og – måske – udbudsreglerne. Forkortet af red.
