Landets byggearbejdere holder kortere barsel
Der er stor forskel på, hvor lang barsel mænd i byggebranchen tager, viser nye tal fra LO
Den ene er ingeniør, den anden er betonarbejder. De bliver begge fædre. Mens ingeniøren holder 40,4 dages barselsorlov, så holder betonarbejderen kun 23,4 dage.
Eksemplet er tænkt, men bunder i tal, som Danmarks Statistik har trukket for LO.
Hvor fædre i LOs a-kasser i gennemsnit holder 25,5 dages barsel, så halter mange ansatte i de klassiske byggefag bagefter. For eksempel holder et medlem af 3Fs a-kasse 1,1 dag mindre end gennemsnittet og et medlem af byggefagenes a-kasse holder kun 18,3 dages barselsorlov, hvilket er 7,2 dage mindre en gennemsnittet.
I 3Fs byggegruppe har man ikke selv undersøgt omfanget af medlemmernes barsel, men næstformand i byggegruppen Palle Bisgaard peger på, at det for mange mandlige medlemmer er en dyr omgang at holde barselsorlov.
- Mange af vores medlemmer har løse ansættelser og har derfor ikke en fast månedsløn. Det gør, at det er meget dyrt at holde barsel. Mange går reelt ned på halv løn - det gør arkitekten eller ingeniøren ikke. Derudover er håndværkere meget afhængige af hinanden, så hvis man er væk, så har ens makker et problem, siger han.
Palle Bisgaard er overbevist om, at 3Fs mandlige medlemmer også er ligeså interesseret i at få en tæt relation til børn i starten, som alle mulige andre.
- Jeg er sikker på, at mange ville have interesse i at forbedre forholdene for fædrene. Det oplagte ville være, at de fik fuld løn under barsel. Det er noget, vi har haft meget fokus på ved vores mange overenskomstforhandlinger, men vi er ikke kommet igennem med det. Vi tager derfor små skridt i den sammenhæng. Men jeg ville da ønske, at vores medlemmer havde ligeså gode vilkår som alle andre, siger han.
Hensyn til arbejdsgiver
En mandlig metalarbejder holder i gennemsnit 23,5 dages barsel.
Det tal mener ligestillingskonsulent i Dansk Metal, Anne-Lise Nyegaard afspejler, at det generelt er sværere for mænd på det private arbejdsmarked at holde orlov. Her er der ikke samme tolerance som i det offentlige, hvor der ofte er stor forståelse, når mænd vil holde barselsorlov.
Kulturen er en anden, og der er ikke samme forståelse for, at mænd holder lang orlov. Også angsten for at være væk fra jobbet i længere tid, kan gøre det svært, særligt har mange under krisen været bange for at miste deres arbejde.
- Vores medlemmer arbejder primært i det private erhvervsliv. Desuden arbejder mange medlemmer på mindre arbejdspladser, hvor man er mere sårbar, når nogen er væk. Vores mandlige medlemmer tager med andre ord meget hensyn til deres arbejdsgiver. Men det kræver bare lidt ekstra planlægning og en god vikar, så kan man godt være væk lidt længere tid, alt kan lade sig gøre, hvis der er vilje, siger hun.
Ifølge Anne-Lise Nyegaard er løn under orlov det vigtigste parameter for at få flere mænd til at holde længere. Derfor arbejder man i Dansk Metal på at sikre sine medlemmer via overenskomsterne, som det blandt andet skete under forårets overenskomstforhandlinger, hvor perioden med løn igen blev øget.
- Vi har en forventning om, at det at få flere rettigheder og løn under orlov fremadrettet kommer til at betyde at flere mænd vil holde orlov, siger hun.
Samlet set tog fædrene i LOs a-kasser i 2012 længere barselsorlov end i de to foregående år. I 2012 lå gennemsnittet på 24,2 dage, mens det i 2011 var 23,8 dage.
Bange for jobbet
Hos LO ærgrer næstformand Lizette Risgaard sig over, at krisen fik fædrene til at holde igen, men glæder sig samtidig over, at der nu kan spores en fremgang.
Det er godt nyt for LO-fædrene og deres børn. Vi ved fra undersøgelser, at LO-fædrene er dem, der har allermest lyst til at holde lang orlov. Så enhver lille fremgang glæder mig. Men noget tyder på, at LO-fædrene holder igen med orloven, fordi de er bange for at miste jobbet. Og det er jo helt galt. Fædre bør have ret til egen orlov alene med deres børn. En ret, der er til at forstå, og som ikke kan gradbøjes i krisetider, siger hun.
Lizette Risgaard ser gerne, at Folketinget kigger på barselloven med nye briller og giver fædrene stærkere kort på hånden.
- Politisk arbejder man på øremærket barsel. Det vigtige er, at give fædre og mødre en bedre retsstilling. Gør man det, kan forældrene selv finde ud af, hvordan de vil fordele det mellem sig, siger hun.