Nye pumpesystemer gearet til fremtidens klimaudfordringer
Når en bymidte eller en parkeringskælder oversvømmes, gælder det om at handle hurtigt og få flyttet vandet på kort tid. Til det formål har kommuner, virksomheder og ikke mindst beredskaber brug for effektive pumpesystemer, og det er netop hvad hollandske Hytrans producerer. Herhjemme forhandles de eksklusivt af RK Brand & Teknik, der er vant til at skræddersy både store og små pumpesystemer til kunder over hele landet. Netop nu er salgsansvarlig Susanne Jensen-Iversen glad for at kunne tilbyde de nye, mobile og meget kraftige HydroSub pumpesystemer: “Vi har igennem mere end 30 år leveret skræddersyede pumpesystemer, både til at pumpe vand væk fra oversvømmelser, og til at levere vand til brandvæsenet. Det er dog forholdsvist nyt i Danmark, at der er brug for så store pumper som de her, men problemet med skybrud og stormfloder bliver nok ikke mindre fremover.”
Flytter 50.000 liter vand i minuttet
HydroSub pumperne kan bruges til at sende vand til enten landmonitorer eller til brandkøretøjer – eller til at pumpe vand væk fra et oversvømmet område. I begge tilfælde taler vi om store mængder på kort tid, forklarer Susanne Jensen-Iversen:
“De nye pumper kan flytte op til 50.000 liter vand i minuttet – og i en oversvømmelsessituation kan de flytte vandet op til en kilometer væk. En af årsagerne til, at pumperne er så effektive er, at de pumper vandet op – til forskel fra andre løsninger, hvor vandet suges op.”
Minimér skaderne med hurtig indsats
Der skal naturligvis være et sted at flytte vandet hen, men i en tilbagetrækningssituation eller ved et digebrud o.l vil der være mulighed for at aflaste et område effektivt, samt at få normaliseret tilstanden hurtigst muligt. Det mindsker skaderne markant, samtidig med at man hurtigere kan få logistikken på plads, så man kan tilgå områderne med indsatskøretøjer, tog mm. i forbindelse med oprydning.
“Det er forholdsvist nyt i Danmark, at der er brug for så store pumper som de her, men problemet med skybrud og stormfloder bliver nok ikke mindre fremover.” Salgsansvarlig Susanne Jensen-Iversen
HydroSub leveres i en container som en automatiseret og fleksibel løsning, der er klar til at køre derhen, hvor der er brug for assistance. Det automatiske system gør, at man ikke selv skal håndtere de store slanger. Systemet kan desuden nemt koble sammen med andre tilsvarende Hytrans-pumper, så man får et større, serieforbundet pumpesystem.
“Vi kan hjælpe med at foretage beregninger af, hvilket system man har brug for. På den måde får man en skræddersyet og langtidsholdbar løsning. De her systemer kan uden problemer køre i 25-30 år,” slutter Susanne Jensen-Iversen.
FAKTA: RK Brand & Teknik A/S
RK Brand & Teknik A/S er en dansk virksomhed med speciale i levering af udstyr og køretøjer til beredskabssektoren. Virksomheden er en af de førende leverandører af brand- og redningskøretøjer samt tilhørende udstyr.
Se mere på www.rkbrand.dk