23948sdkhjf

Lolland Kommune gøder jorden for massiv grøn vækst

Når Femernforbindelsen er klar i 2029, skal ny industripark lægge grund til vækst inden for grøn omstilling og give 10.000 arbejdspladser.

Lolland Kommune skal være den centrale forbindelse til grøn vækst i Europa. Det sker med en klar vision om at etablere en international industripark på 1.000 hektar i sammenhæng med det eksisterende tunnelproduktionsområde ved Rødbyhavn. Industriparken retter sig mod virksomheder inden for havvind, skibsbygning og infrastruktur.

”Vi ser et stigende behov for plads i havneområder til produktion og udskibning af nye kæmpe havvindmøller. Den grønne omstilling er i vækst og kræver plads, og den kan vi levere ved Rødbyhavn. Det er ikke kun godt for Lolland at få den industri, det er godt for hele Danmark,” fortæller Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen, Socialdemokratiet.

Derfor byder kommunen sig til som en af de kommende fem nye industriparker med en ’Rød løber’ fast-trackordning, som regeringen fremlagde i efteråret 2024.

”Vi oplever en stor interesse fra virksomheder, og vi har udsolgt i de eksisterende erhvervsarealer. Vi har solgt mere de sidste par år end i de foregående 30 år,” siger Holger Schou Rasmussen.

For at imødekomme den stigende efterspørgsel har kommunen derfor planer om en stor udvidelse af erhvervsområdet ved Rødbyhavn, hvor byggeriet af Femern Bælt- tunnelen i dag råder over 150 hektar med elementfabrik, tre kæmpe tørdokker og en havn. Området skal bevares, når tunnelbyggeriet er færdigt, og med kommunens foreslåede udvidelse bagved tunnelproduktionsområdet bliver der et stort industriområde på 1.000 hektar, der kan skabe op mod 10.000 arbejdspladser, forsyne Danmark med grøn vækst og hele Europa med den grønne omstilling.

Grøn strøm fra havet

Den lokale erhvervsorganisation Business Lolland-Falster er enig i visionen, der skal løfte ikke bare lokalområdet, men hele den grønne industri i Danmark.

For med Danmarks to store fælles målsætninger om at sikre grøn forsyning af el i Europa er der sat skub i den grønne omstilling: Esbjerg-erklæringen i samarbejde med Tyskland, Belgien og Holland om energi fra havvind fra Nordsøen, og Marienborg-erklæringen, som i samarbejde mellem otte lande i Østersø-regionen skal syvdoble havvindskapaciteten i regionen.

Udviklingsdirektør i Business Lolland-Falster, Mads Stærk, ser derfor potentialet for kommende virksomheder, som har brug for plads til de helt store projekter som havvindmøller.

”Vi ser et stort gab mellem behovet for havvindmøller og den nuværende produktionskapacitet i Danmark. Her kan vi i Rødbyhavn etablere et stort erhvervsområde med direkte adgang til havn, motorvej og jernbane,” siger Mads Stærk.

Kommunen har allerede haft besøg af både danske og udenlandske virksomheder, og får flere henvendelser om muligheden for adgang til havnen, når den nye industripark kan tages i brug. Da det er en statslig havn, som er anlagt til byggeriet af Femern Bælt-tunnelen og ejet af Sund & Bælt, er kommunen i dialog med flere ministre om fremtiden for havnens anvendelse.

”Hvis vi vil med i kapløbet mod andre lande om produktion af havvindmøller, må vi have adgang til de faciliteter på havnen, der allerede er etableret. Det er hurtigt og relativt billigt at konvertere dem til ny anvendelse,” siger Mads Stærk.

Lolland kobles på Europa

Den vedvarende grønne energi fra sol og vind er omdrejningspunktet for visionen på Lolland, hvor rige mængder af grøn energi skal tiltrække industri til produktion af alt fra vinger til betonfundamenter til vindmøller.

”Vi oplever allerede i dag en markant øget tilflytning af international arbejdskraft til Lolland. Både til produktionsfabrikken til Femern og til lokale virksomheder. Lolland Kommune er derfor også gået foran med etableringen af Danmarks første internationale folkeskole, og vi arbejder løbende på en lang række yderligere tiltag, som for eksempel initiativet ’Job til partner’, der understøtter international tilflytning" Holger Schou Rasmussen.

Den nyetablerede gasledning til Lolland-Falster har desuden åbnet for nye virksomheder, og der er pt. planlagt to nye biogasanlæg og fire power-to-x-anlæg.

”Lolland er kommet på gasnettet, og derfor giver det mening at få produktion af biogas i området, hvor vi i fremtiden kan levere gas videre til Sjælland. Vi skal jo gerne være uafhængige af gas fra især Rusland, og det er en kæmpemulighed for os som nation at trykke på speederen og sikre, at den grønne omstilling også skaber varige arbejdspladser,” siger udviklingsdirektør Mads Stærk.

Derfor ser kommunen også mod Tyskland og resten af Europa, både efter virksomheder på jagt efter de optimale industriområder, og den nødvendige arbejdskraft. Borgmester Holger Schou Rasmussen er sikker på, at Lolland-Falster kan tiltrække arbejdskraft og nye borgere fra både Danmark og udlandet til alle typer jobs.

”Vi oplever allerede i dag en markant øget tilflytning af international arbejdskraft til Lolland. Både til produktionsfabrikken til Femern og til lokale virksomheder. Lolland Kommune er derfor også gået foran med etableringen af Danmarks første internationale folkeskole, og vi arbejder løbende på en lang række yderligere tiltag, som for eksempel initiativet ’Job til partner’, der understøtter international tilflytning,” siger Holger Schou Rasmussen.

Kommunen arbejder for den politiske opbakning til, at industriparken bliver en af de fem statslige industriparker, der skal udpeges i 2025.

Lolland-Falster klar med plads og forsyningssikkerhed

Med en ny, stor industripark i Rødbyhavn har Lolland-Falster en forventning om 10.000 nye arbejdspladser. Rammen for industriparken er de eksisterende faciliteter på 150 hektar til etablering af Femern Bælt-tunnelen med havn, tørdokker og elementfabrik samt de bagvedliggende arealer, som bliver udvidet med op til 850 hektar.

Rød løber til vækst i industrien

I efteråret 2024 kom regeringen med et nyt tiltag for at fremme vækst i produktionsindustrien i Danmark. Med en såkaldt ”Rød løber” skal der oprettes en one-stop-shop med en hurtig og smidig myndighedsproces ved etablering og udvidelse af produktionsfaciliteter. Der skal i 2025 udpeges fem nye industriparker forbeholdt produktionserhverv.

Kilde: Erhvervsministeriet.

Artiklen er en del af temaet Kommuner i Vækst.

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.214