Genopliver slagteri med gastronomi og kultur: Central aktør på plads

Det er næsten 10 år siden, at Tulip lukkede ned for slagteri og produktionen af middagsretter i den mere end 120 år gamle bygning på Faaborg havn. Men nu får området nyt liv.
Ejendomsfonden Slagteribygningen har valgt Artelia som bygherrerådgiver til at bistå med en omfattende omdannelse af den gamle slagteribygning på havnen i Faaborg. Den rådgivende ingeniørvirksomhed skal blandt andet være bindeled til entreprenører og andre interessenter.
- Vi ser meget frem til at tage del i det ambitiøse projekt, der giver samfundsmæssig værdi på flere planer. Man kan spare solide mængder CO2 og råstoffer, når man transformerer gamle bygninger til nye formål frem for at rive dem ned, siger Anne Marie Due Schmidt, chefrådgiver inden for bygherrerådgivning i Artelia, i en pressemeddelelse.
- Her har forvandlingen også den dimension, at en industribygning, der tidligere var omdrejningspunkt for industri i Faaborg, bliver omdannet til et levende kulturelt samlingspunkt på en lokation med mange potentialer, tilføjer hun.
Projektet har et budget på cirka 150 mio. kr. Heraf støtter Realdania projektet med 60 mio. kr.
Arkitektkonkurrence på vej
Alt i alt dækker slagterigrunden cirka 42.500 kvm, hvoraf cirka 6.500 kvm findes under tag i Slagteribygningen.
Visionen for området er at omdanne den nedlagte industrigrund og den tilhørende bygning til et oplevelsesøkonomisk kraftcenter med plads til både iværksætteri, kultur og foreningsliv.
Med sin centrale placering skal udviklingen af området også være med til at binde havn og by i Faaborg bedre sammen.
Transformationen af bygningen kommer til at ske i løbet af de kommende år. Snart igangsættes en arkitektkonkurrence, som skal komme med konkrete bud på bygningens udseende og indretning.
Senere følger et enterpriseudbud, inden den fysiske transformation af bygningen kan påbegyndes i starten af 2027.