Boligdirektør får to et halvt års ubetinget fængsel for millionsvindel

Tidligere direktør i Østjysk Bolig Allan Søstrøm idømmes ubetinget fængsel i to et halvt år for svindel mod boligforeningen og entreprenørvirksomheden Danjord A/S.
To medtiltalte - Stef Heykoop og Morten Friis Juhl Andersen - idømmes ubetinget fængsel i henholdsvis to år og tre måneder og to år.
Dommen er torsdag middag afsagt i Retten i Aarhus.
En dommer og to domsmænd nåede frem til, at de tre mænd hver især har svindlet for mellem 7 og 10 mio. kr.
Det var penge, der forsvandt fra kassen i boligforeningen og hos entreprenørvirksomheden Danjord A/S, som stod for snerydning og vedligehold af grønne områder hos boligforeningen.
Allan Søstrøm blev blandt andet fundet skyldig i at have ladet boligforeningen betale for nyt køkken og hårde hvidevarer for 371.973 kr.
Han fik også en renovering af sin private bolig for 742.000 kr. betalt af Steff Heykoop, der var direktør i Danjord A/S.
Søstrøm og Heykoop blev fundet skyldige i groft mandatsvig for hver især 10 mio. kr., mens tidligere økonomichef i Østjysk Bolig Morten Friis Juhl Andersen blev fundet skyldig i svindel for 7,9 mio. kr.
Specialanklager Jesper Rodkjær udpegede i sine afsluttende bemærkninger boligdirektøren som drivkraften bag svindlen.
- Hvis man kan tale om en bagmand, så er det ham. Han har stort set været initiativtager til det hele, lød det fra anklageren.
De tre mænd nægtede sig til det sidste skyldige.
- Jeg har ingen personlig vinding fået ud af det, lød det fra Stef Heykoop, inden retten skulle afgøre sagen.
Det formildede dog ikke dommeren og de to domsmænd, der lagde vægt på svindlens "grove karakter" og den lange periode, det foregik over.
Det var efter rettens vurdering også et skærpende element, at svindlen blev begået over for en almen boligforening.
Det var en whistleblower, der i 2020 gik til Aarhus Kommune med mistanken om svindel i Østjysk Bolig.
Det førte til, at der blev rejst tiltale mod fire mænd, hvoraf den ene onsdag blev frifundet i sagen.
Ud over fængsel frakendes de tiltalte også retten til for en periode at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed.
De dømte mænd har bedt om betænkningstid, i forhold til om de ønsker at anke dommen til landsretten.
Det sidste kapitel i sagen er langtfra skrevet.
Der verserer en række civile søgsmål mod de tiltalte, ligesom Erhvervsstyrelsen undersøger boligselskabets daværende revisionsselskab.
Det tjekkes blandt andet, om boligforeningens regnskaber burde have givet anledning til, at revisionsselskabet slog alarm.
Det er endnu uvist, hvornår der forventes en afgørelse, oplyser Erhvervsstyrelsen.
/ritzau/