Årets skole samler en hel bydel
Træd bare indenfor i den skofri skole, der er bygget op om et stort fællesrum, og hvor mange små og kreative zoner sikrer, at eleverne kan fordybe sig fagligt.
”Tanken bag byggeriet af skolen er, at den skal binde nye fællesskaber, fleksible læringsmiljøer og lokalområdet sammen,” fortæller Anders Engel Jensen, projektleder/ingeniør fra Team Nybyg. Anders Engel Jensen har været med siden projektets begyndelse i 2018.
Den nye Dybkærskole samler alle eleverne under samme tag og afløser dermed den gamle skole, der bestod af tre individuelle bygninger. ”Det var ikke rentabelt at renovere og energioptimere den gamle skole samt tilpasse ift. nye læringspædagogikker. Derudover var der ønske om en helhedsplan, der skulle få hele lokalområdet til at hænge bedre sammen,” fortæller Anders Engel Jensen.
Borgerne er blevet hørt
Hele processen med byggeriet af skolen har været præget af inddragelse fra borgere, foreninger, personale og elever, hvor alles tanker, ideer og interesser er blevet hørt for at styrke sammenhængskraften i hele området. Skolen og hallerne er også rum for aktiviteter ud over almindelig skoletid, hvor borgerne kan bruge faciliteterne.
I klasseværelserne er der gjort op med den traditionelle måde at indrette på. Hvert lokale har forskellige læringszoner rammet ind af forskellige typer møbler. I en klasse til 28 elever kan der fx være 16 stole og borde, læringstrapper og andre møbler, man kan sidde på. Eleverne har også mulighed for at blive undervist udenfor på skolens mange tagterrasser.
Øverst på bygningens tag er der solceller og grønne tage. På udearealerne har skolen fået en ny legeplads med plads til masser af aktiviteter på de grønne områder.
Opgør med traditionel pædagogik
Sammen med arkitekturen har pædagogikken spillet en stor rolle i indretningen af skolen. ”Der er et opbrud nu i pædagogikken, som bryder med over 200 års gammel skolekultur. Det arbejder vi også hen mod, hvilket afspejler sig i indretningen af skolen. Arkitektonisk er det lykkedes, hvor vi nu samler 650 elever under samme tag,” siger Mette Krogslund, skoleleder på Dybkærskolen, og hun uddyber: ”Det store fællesrum, der er skolens hjerte, fungerer allerede fantastisk. Vi kan høre, at der er elever, men det er på den gode måde.”
AKTA:
Arbejdet med Dybkærskolen begyndte i 2018, da Silkeborg Kommune lavede områdestudiet i Gødvad. Ønsket var at skabe et sammenhængende område, hvor både skole, haller og udeområder fik glæde af hinanden og blev udnyttet på optimal vis af både elever, borgere og foreninger.