Råstofhåndtering er grundlæggende problematisk
Hos Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI) arbejder organisationen for at skabe dialog mellem offentlige bygherrer og private aktører om udfordringer, behov og muligheder. Dialog mellem offentlig og privat er essentielt for at skabe et fælles afsæt for at ændre praksisser i håndtering af de råstoffer, som vi i den nære fremtid vil have færre og færre af. Samtidig skal vi finde løsninger, der reducerer klimaaftrykket ved at transportere dem mellem grusgravene, hvor de hives op, og de mange kommunale vej- og stiprojekter hvor de blandt andet lægges ned, siger Lærke Møller, seniorprojektleder hos CO-PI:
”Vi må blandt andet sætte fokus på lokal genindbygning og genanvendelse, så vi reducerer jomfrueligt råstofforbrug og CO2-tung transport samtidigt. Det kræver nye tilgange for både bygherrer, entreprenører og resten af værdikæden. Allerede i dag ser vi, at råstofferne bliver dyrere, ligesom det bliver sværere at skaffe dem i den rette kvalitet. Det handler om forsyningssikkerhed af materialer, og man kan forestille sig et fremtidsscenarie, hvor man skal til at prioritere i sine anlægsprojekter. Derfor er råstofhåndtering med omtanke en tilgang, som kommuner med fordel kan kigge i retning af ” forklarer hun.
Usikkerhederne ved genbrug og et behov for tvær-offentlig fællesskab
Ofte er der usikkerhed om kvaliteten, hvis man genbruger jord – bliver det så liggende, hvis vi gør det anderledes? Usikkerhederne vedrørende forurening, stabilitet og levetider er med til at flere, både offentlige og private, aktører kan være afholdende fra at fx genbruge den opgravede jord.
Den opgravede jord bliver typisk behandlet eller klassificeret som affald, også efter behandling på modtageranlæg, selvom den kan have en høj nyttighed.
”Derfor kan grundigt og tidligt samarbejde med myndigheder være en tilgang, der kan åbne op for bedre jordhåndtering, også på tværs af kommunegrænser, hvor der ofte opstår udfordringer. Kommunerne har en vigtig rolle både som bygherre og som myndighed. Og kommunerne kan derfor have stor indflydelse på det samlede forbrug af råstoffer inden for kommunegrænserne. Hos CO-PI inviterer vi kommuner ind i skaleringsprocessen, for at vidensdele med andre bygherrer og for at gå i konstruktiv dialog med det private marked om dagsordenen,” siger Lærke Møller og tilføjer, at flere kommunale bygherrer - fx Holbæk og Roskilde, statslige bygherrer, bl.a. Vejdirektoratet, Metroselskabet og forsyningsselskaber som HOFOR og Aarhus Vand m.fl. har tiltrådt partnerskabet med cases, viden og vilje.
Derfor kan grundigt og tidligt samarbejde med myndigheder være en tilgang, der kan åbne op for bedre jordhåndtering, også på tværs af kommunegrænser, hvor der ofte opstår udfordringer Lærke Møller, seniorprojektleder, CO-PI
Guide med gode råd i anlægsfaserne henvendt til praktikere
CO-PI har lavet en guide til mindre råstofforbrug ved kommunale vej- og stisystemer med råd til, hvad man som bygherre kan gøre anderledes i de mange faser, der er i disse anlægsprojekter over lang tid. Lærke Møller forklarer, at det der har effekt på den lange bane, er hvilke værktøjer man kan implementere i organisationen. Det kræver nemlig også forandringsledelse at reducere sit råstoftræk. Guiden kigger både på projektspecifikke behov og behov i selve organisationen, der påvirker hele projektporteføljen:
”Det kræver offentlig-privat dialog på tværs af værdikæden, og lovgivning og normer er også vigtig. Det hele er en del af en udvikling, som vi skal have sat skub i. Det kræver også en dialog med markedsaktørerne, som må kigge på deres egne praksisser,” understreger hun.
Om Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI)
Center for Offentlig-Privat Innovation er et nationalt center, der er sat i verden for at tage offentlig-privat innovationssamarbejde til et nyt og højere niveau. Det skal ske for at udvikle og skalere nye – og nødvendige – løsninger på konkrete samfundsudfordringer.
CO-PI understøtter innovation (og innovationsaktive medarbejdere og ledere) i hele den offentlige sektor – med stort fokus på samarbejde om innovation med private virksomheder – og medarbejdere kan få hjælp og sparring til begge dele.
CO-PI er finansieret af staten, KL og Danske Regioner og er dermed gratis at bruge for medarbejdere, der er ansat i stat, kommune eller region.
Læs mere på www.co-pi.dk
Artiklen er en del af temaet Kommuner i Vækst - Infrastruktur.