23948sdkhjf

Velkommen indenfor i Frederiks Hus

Frederiks Hus – en central del af Aarhus’ nye bydel, Frederiks Plads – er smuk arkitektur, boliger, erhverv, hotel, butikker og en destination for alle i Aarhus til oplevelser og samvær.

I 2010 købte JABO Ejendomme det areal, som i starten af 2027 vil udgøre det færdigbyggede Frederiks Hus på i alt 27.000 etage-kvadratmeter fordelt på 29 etager.

Oprindeligt var det en matrikel, hvor DSB gennem ca. 100 år havde haft komponentværksted – og dermed tung sværindustri til produktion af komponenter til jernbanevogne og jernbanedrift. Arealet, som udmærker sig ved en særlig god, central lokation, var perfekt for bygherren, JABO Ejendomme.

”Det ærgrede os, at mange virksomheder flyttede ud af Aarhus og bl.a. til Skejby. Aarhus ville risikere at blive en soveby i dagtimerne, og Store Torv, der skulle pulsere af liv og aktiviteter, lå dengang stille hen. Vi ville gerne gøre vores til at holde erhvervslivet i Aarhus”, siger Philip Foss, adm. direktør hos JABO Ejendomme.

Målet var klart – at skabe en grøn bydel midt i Aarhus med boliger, erhverv, butikker og caféer. En grøn oase, der i sin arkitektur og byplanlægning åbner sig mod byen og havnen. Det skal ses i lyset af den første lokalplan i 2014, hvor bæredygtighed og grønne tiltag stort set var ikke eksisterende.

Frederiks Hus – i tal

Siden starten i 2010 er to nye lokalplaner blevet vedtaget. I foråret 2024 kunne man starte byggeriet af Frederiks Hus. I alt 27.000 etage-kvadratmeter, der fordeler sig på en større stueetage samt 28 etager på hver knap 900 kvadratmeter:

- Stueetage med bl.a. restaurant, bar, cafe, butikker m.m.

- 1. til 18. etage er lejligheder –216 stk. boliglejligheder, herunder almene boliger

- 19. til 20. etage bliver hotel med 25 hotellejligheder og -værelser – større end normen og med en formidabel udsigt

- 21. til 28. etage er kontoretager til virksomheder, der kan nyde de bedste rammer til deres domicil

Med over 431 p-pladser under terræn er pladsen i dag indrettet som et byrum for mennesker og ikke biler. En aktiv plads for passage, ophold, fordybelse og events.

Et byggeri med klare visioner

Hos JABO Ejendomme har man fra start haft klare visioner for Frederiks Hus. Visioner, der spiller sammen med visionen for Frederiks Plads. Begge vil sikre liv og samvær i byen – bundet op på grønne byrum – og skabe en bydel, der åbner op ud mod Aahus by.

Konkret udmønter det sig i en levende, åben stueetage, der skal være en destination for beboere, besøgende og hele Aarhus.

”Alt for mange steder ser man, at når erhvervslivet har fyraften, lukker hele bydele og kontorhuse ned. Vi ønsker, at vores stueetage – og den fælles indgang til huset gennem foyeren – også bliver en destination for oplevelser og samvær. Med Frederiks Hus har vi skabt et mangfoldigt hus”, siger Philip Foss.

Det grønne drys

Et centralt omdrejningspunkt for Frederiks Hus og hele Frederiks Plads er skabelsen af et grønt byrum – med træer, buske, bede og beplantning – som tilbyder alle en grøn oase midt i byen. Den store konge-eg på pladsen spiller f.eks. flot sammen med beplantningen både i gadeplan, på altanerne og de mange tagterrasser.

Lokation i særklasse

Et andet fortrin for Frederiks Hus og Frederiks Plads er den enestående beliggenhed. Udover nærheden til Aarhus by bliver der også en nem kobling til Sydhavnen. I 2026 vil Kulbroen sikre et centralt bindeled mellem Frederiks Plads, havnen og midtbyen, så man får endnu kortere afstand til bl.a. Sydhavnskvarteret, Dokk1, Tangkrogen og Aarhusbugten.

Høj kvalitet, lav CO2 og DGNB Guld

Med en ekstrem central lokation i Aarhus følger en forpligtelse til at bygge i høj kvalitet, gedigne materialer og en arkitektur, der er fremadskuende og ambitiøs. Det er passer som fod i hose med JABO Ejendomme og deres eget DNA.

”Vi vil skabe et byggeri, vi er stolte ved og glade for at passere hver eneste dag. Et byggeri, der står her til de næste generationer og er en værdsat del af bybilledet. Vores planlægning og ageren har betydning for miljøbelastningen, og derfor inkorporerer vi flere forhold, der tilgodeser dette. Det udmønter sig i en DGNB Guld-certificering af ejendommen”, siger Philip Foss.

Fokusområder er at sikre et byggeri med et 100 års perspektiv, hvor kvalitet, design og gode materialer sikrer lang levetid. Som et led heri arbejders der også for at optimere byggeriet indenfor bæredygtighed, ligesom det skal være et byggeri, hvor det er rart at opholde sig:

- Opførelsen – valget af materialer og processer er sket med henblik på at sikre lavest muligt CO2-aftryk

- Indeklimaet – valget af luft- og ventilationssystem sikrer et sundt og bæredygtigt indeklima (DGNB hjerte på kontoretagerne i tillæg)

- Driften – valget af anlæg, systemer og processer sikrer så lavt et ressource- og energiforbrug som muligt. Der er bl.a. valgt køling via fjernkøl, ligesom der investeres i nye tiltag for at sikre lavest muligt forbrug også fremadrettet

Fakta om Frederiks Hus

Bygherre: JABO Ejendomme

Omfang: 27.000 kvadratmeter

År: 2010-2027

Totalentreprenør: Raundahl & Moesby A/S

Ingeniør: ABC – Rådgivende Ingeniører

Arkitekt: C.F. Møller Architects

Bygherrerådgiver: Niras A/S

Bæredygtighedsrådgiver: Frandsen og Søndergaard, Rådgivende Ingeniørfirma

Alle parter i byggeriet har været fokuseret på den grønne dagsorden. Man har i planlægningen været meget ambitiøse og tænkt så grønt og bæredygtigt som overhovedet muligt uden at være eksperimenterende pionerer.

”Kigger man på LCA’en, er det iht. Bygningsreglementet tilladt med 12 kg CO2 ækvivalenter pr. m2 pr. år. Vi havde en indledende målsætning om at ramme 10 kg, men i dag ligger vi på ca. 9,5 kg – og dette tal skal yderligere ned i vores fremtidige byggerier”, siger Philip Foss.

Man har bl.a. i funderingsarbejdet brugt genbrugsstål og en særlig cement (futurecement), der kræver mindre energi i forarbejdningen. Generelt er der valgt de bedste materialer inden for hver kategori – og med lavest muligt CO2-aftryk.

Artiklen er en del af temaet Kommuner i Vækst.

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.252