HP Byg udfører den første svanemærkede bygningsrenovering i Jylland
En af Aalborgs mest ikoniske bygninger blev ’født’ som fabriksbygning i 1938 for dernæst at fungere som universitetsbygning fra 1995 og genopstår nu som 65 moderne, svanemærkede lejeboliger.
ObelHus, der er ejet af C.W. Obel Ejendomme, er Jyllands første svanemærkede bygningsrenovering. Med Svanemærket kan bygningen bl.a. dokumentere et lavt energibehov og godt indeklima, ligesom man lever op til stringente krav for bl.a. genanvendelse og affaldshåndtering.
God til genanvendelse
Indledningsvist gennemgår man bygningen for at vurdere, hvilke bygningsdele der kan genanvendes. Alt, hvad der kan bevares og giver mening at bevare, indgår i det nye byggeri. Det understøtter den cirkulære økonomi, ligesom det er med til at reducere klimapåvirkningen fra renoveringen. Et eksempel på genanvendelse er dørene i den oprindelige bygning.
“Dørene har en særlig høj kvalitet og bør bevares. De afmonteres og opbevares, så de ikke bliver beskadiget undervejs. Dernæst bliver de renoveret og istandsat for derefter at indgå i byggeriet af de 65 nye lejligheder. At genbruge disse kvalitetsdøre fungerer godt – både i forhold til funktionalitet, æstetik, bæredygtighed og det Svanemærkecertificering, vi gerne vil opnå”, siger Carsten Elgaard Sørensen, adm. direktør i HP Byg, der er totalentreprenør på ObelHus-projektet.
"Vi kigger på alt, hvad vi afmonterer og gennemfører kalkulationer af, hvad der er muligt, hvad der giver mening og værdi – både for miljøet og for økonomien."
Carsten Elgaard Sørensen, adm. direktør i HP Byg
I den modsatte ende af spektret er f.eks. vinduerne, der ikke er mulige at genanvende. De kan slibes og istandsættes, men med afsæt i gældende bygningskrav kan de ikke levere den
påkrævede grad af isolering.Derfor vil byggeriet omfatte nye vinduer.
Undgå overraskelser
På den måde er alle bygningselementer gennemgået og vurderet. Hvad kan med fordel genanvendes, og hvad giver ikke mening.
“Vi kigger på alt, hvad vi afmonterer og gennemfører kalkulationer af, hvad der er muligt, hvad der giver mening og værdi – både for miljøet og for økonomien. Alt indgår i vores vurderinger og beregninger, så vi kan undgå eller minimere antallet af overraskelser. I vores verden er stort set alle overraskelser med til at forsinke og fordyre et byggeri. Den indledende proces er meget detaljeret og grundig, for vi ved, at
meget kan vindes på den bekostning”, tilføjer Carsten ElgaardSørensen.
Kunsten at renovere
At renovere eksisterende bygninger kan være langt mere udfordrende end at bygge nyt. Især når man taler om svanemærkede bygningsrenoveringer.
“Man skal også have tjek på alle sine led i værdikæden. Alle sine underleverandører og alt, hvad de bruger af materialer i deres arbejde. Det kræver meget af hele holdet og tilsynsføringen. Når malingen f.eks. skal slibes af dørene, skal man forholde sig til afrensningen, for den oprindelige maling var langt mere giftig end i dag. Med Svanemærkningen skal vi kunne redegøre for og dokumentere alle produkter og alle
processer”, siger Carsten Elgaard Sørensen.
Bevaringsværdige skatte
Denne bygningsrenovering er unik. Bygherre har stor veneration for bygningen og dens historie, så der har været et klart ønske om at skabe lejligheder, der kan balancere arkitektur,
bygbart byggeri, spændende løsninger, miljøet og økonomien.
”Alle involverede parter har sammen med bygherre et virkelig godt samarbejde og er godt på vej med at skabe 65 lejeboliger, der også rummer de kulturhistoriske skatte fra det oprindelige byggeri. Elementer, der var tiltænkt en helt anden funktion, er tænkt ind i boligerne og skaber noget helt særligt. Disse boliger bliver unikke”, tilføjer Carsten Elgaard Sørensen.
Med denne svanemærkede bygningsrenovering kan Obel-Hus-projektet meget vel blive en
inspiration for andre bygherrer og kommuner til, hvordan man kan gennemføre ‘grøn renovering’ med genanvendelse af bygningsdele og materialer samtidig med, at man skaber unikt ’nyt’ byggeri.
FAKTA
Bygherre: CW Obel Ejendomme
Arkitekter: C.F. Møller Architects og Brix & Kamp
Totalentreprenører: HP Byg
Byggeperiode: Opstart i efteråret 2023 med færdiggørelse ultimo 2024
Størrelse: 1-4 værelser
Fællesarealer: Fælles tagterrasse
Placering: Attraktiv beliggenhed i bymidten af Aalborg