23948sdkhjf

I regnbuens skær vokser et gigantisk kunstværk op

Den enorme udgravning ved AroS er slut. Nu venter blandt andet konstruktionen af 'The Dome' - verdens største 'skyspace' med 15 meter til loftet

Det er ikke hver dag, at man får til opgave at bygge et kunstværk. Slet ikke verdens største. Men det er den store opgave, man nu tager hul på i Aarhus.

Byggepladsen ved det ikoniske kunstmuseum ARoS med regnbuen i toppen er i dag et stort hul. De omfattende udgravninger midt i Aarhus er afsluttet, så udbygningen 'The Next Level' for alvor kan foldes ud.

'The Next Level' vil blandt andet, når det står færdigt i 2025, bestå af et underjordisk galleri på 1000 kvadratmeter, et udendørs 'art square' samt - og ikke mindst -  kunstværket 'The Dome' tænkt og tegnet af den amerikanske kunster James Turrell.

'The Dome' er et såkaldt 'skyspace' - et arkitektonisk rum, hvor man  - i det her tilfælde - har direkte kig mod himlen over Danmarks næststørste by.

Tilbage i juni måned blev første spadestik taget til udbygning af 'The Next Level'. Blandt andre havde den forventningsfulde borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard (S), en spade i hånden.

Siden har andre grebet 'spaden'. For gravearbejde i den størrelsesorden kræver mere end blot et par flittige borgmester-hænder.

Siden juni måned har den aarhusianske entreprenør, Per Aarsleff A/S, som har hovedentreprisen, flyttet 40.000 kubikmeter jord, svarende til 1.600 lastbiler.

At bygge et kunstværk

Det er den amerikanske kunster, James Turrell som har gennemtænkt kunstværket, The Dome. Og det er ikke en uvant opgave for den 79 årige amerikaner. 

James Turrell arbejder typisk i værkserier, hvoraf hans skyspaces er opført mere end 50 steder verden over. Hvert værk er tilpasset sine specifikke omgivelser, men The Dome i Aarhus bliver Turrells hidtil mest omfattende værk af denne type.

Når man bevæger sig inde i The Dome, vil man være cirka otte meter under jorden. Men det betyder ikke, at The Dome bliver usynlig fra jordens overflade. For den vil stikke cirka otte meter op fra jorden, og med en loftshøjde på 15 meter og en diameter på 40 meter, bliver det verdens største skyspace.

Det er derfor også en opgave, som har krævet mange timers planlægning: For hvordan bygger man egenligt verdens største skyspace?

Da projektet begyndte, var det planen, at domen skulle udarbejdes i en stål- og beton kombination. Men det er et projekt, som ville være umuligt at gennemføre i den størrelsesorden. Derfor er der fundet en ny løsning.

The Dome bliver en glasfiber forskalling, hvor der skal støbes udenpå med sprøjtebeton. Helt konkret bliver The Dome bygget op af 30 store glasfiber skaller, som bliver sat sammen, hvor der kommer et betonlag udenpå for at kunne holde jordtrykket.

Johan Jespersen er produktionchef hos Per Aarsleff. Han har sin daglige gang på byggepladsen, og han fortæller, at der er stort fokus på, at man skal levere kunstværk, som kunstneren, James Turrell ønsker det:

- Vi har brugt langtid på at finde frem til den bedste løsning, fordi det en særlig opgave. Vi har haft stort fokus på, at vi skal lave et kunstværk, som kunstneren bliver tilfreds med, siger produktionschef Johan Jespersen.

Ingen klager

Selve udgravning til den nye underjordiske afdeling har også krævet et stort planlægningsarbejde. Udover gravearbejdet, har man også flyttet store mængder jord.

For med en byggeplads midt i centrum og klods op ad et museum i drift, har man været nødt til at tænke på smarte løsninger. Netop derfor har man heller ikke modtaget en eneste klage.  

 - Vi koordinerer tæt med ARoS omkring alt. De skal have deres hverdag til at fungere, men det skal vi også. Derfor har vi brugt langtid på at planlægge, hvordan vi skulle indrette byggepladsen. Vi har blandt andet sørget for, at lastbilerne har haft en indkørsel og udkørsel. Så vi lægger os i selen for at minimere generne for nabolaget, siger Johan Jespersen.

Unikt kunstværk

Arkitekterne bag The Next Level er Schmidt Hammer Lassen Architects, som siden 2016 har arbejdet kontinuerligt på projektet. Arkitektfirmaet er dog ikke uerfarne, når det kommer til at integrere installationskunst i deres byggerier.

Det var nemlig også dem, som var med til at udvikle, den ikoniske regnbue, som nærmest er blevet et kendetegn for smilets by, kunstværket 'Your rainbow panorama' af Olafur Eliasson.

Men selvom de har erfaringer fra tidligere, er The Next level og The Dome dog noget særligt:

- Det er et meget unikt projekt. Vi har arbejdet med andre integrerede kunstinstallationer før, så vi kender processen. Men alle detaljerne og løsningerne i The Next Level er helt unikke og skabt i tæt samarbejde med James Turrell og ARoS, siger tegnestuechef hos Schmidt Hammer Lassen Architects i Aarhus, Jette Birkeskov.  

Lige nu kan det være svært at forestille sig, hvor stor The Dome egentligt bliver. Men skal sammenligne kuplens størrelse med andre seværdighed, så svarer diameteren på det nye skyspace ved ARoS stort set til kuplen på Pantheon i Rom.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109