Skal de grønne ambitioner drukne i bureaukrati og lovgivning?
I Danmark vil vi gerne være med helt fremme i udviklingen af grønne teknologier og løsninger, der skal hjælpe os til at indfri vores nationale klimamål. Og vi er godt på vej. Faktisk bliver der i disse år trykket så meget på speederen, at lovgivningen efterhånden har svært ved følge med virksomhedernes ambitioner.
I mit daglige virke hos Port of Aalborg arbejder jeg tæt sammen med virksomheder fra mange dele af den danske industri, der hver dag arbejder indædt på at bygge, udvide og drifte på en mere klimarigtig måde. Desværre ser vi ofte, at paragraffer, tilladelser og forældet lovgivning bliver en hæmmende faktor for de grønne løsninger – og det er et kæmpe problem. Der er nemlig ikke tid til at gamble med den grønne omstilling. De lovgivende rammer skal give plads til, at virksomheder kan føre deres innovative idéer ud i livet – ikke begrænse dem i det.
Så hvordan hjælper vi virksomheder med at realisere de grønne ambitioner? Svaret er blandt andet dialog. Dialog mellem aktører, myndigheder og lovgivende instanser. I branchen taler vi om partneringsaftaler, hvor aktørinddragelse og dialog indgår som en betingelse på lige fod med økonomi. Sådanne aftaler er skabt ud fra en erkendelse af, at hvis bæredygtighedsbarren skal hæves, er alle nødt til at udvide deres perspektiv med erfaringer og input udefra. Ingen kan alt, alle kan noget, sammen kan vi endnu mere.
Tillad mig at give et eksempel fra min egen andedam. I forbindelse med anlæggelsen af den nye kaj ved Østhavnen i Aalborg er vi lykkedes med at sikre en CO2-reduktion på 40 pct., mens vi tilmed øger kajanlæggets vægtbelastning med mere end 50 pct. Uden merudgifter vel at mærke. Altså et rent ’win, win, win’-projekt. Det bedste af det hele; hovedingrediensen er at genbruge jord fra andre anlægsprojekter, hvorved vi sparer på kørsel og jomfruelige materialer.
Ressource eller affald
Undervejs er vi dog udfordret af, at der myndighedsmæssigt ikke er et entydigt svar på, om jord betragtes som en ressource eller som affald. Af den grund prioriterer vi et tidligt samarbejde med specialister fra vores rådgiver, entreprenør og myndighederne, og finder i fællesskab en skabelon, der giver et positivt udslag i både klimaregnskabet og økonomien.
Og det leder mig til en anden vigtig pointe.
Bæredygtighed er ikke længere filantropi og tågesnak – det er cool business. Der gemmer sig et enormt konkurrence- og eksportpotentiale i at kunne omfavne og facilitere den grønne omstilling. Så hvis danske virksomheder skal forblive konkurrencedygtige og bidrage positivt til både vækst og reduktionsmål, er lovgivningen nødt til at kunne rumme, når virksomheder tænker nyt og smartere.
Lad mig i øvrigt gøre det helt klart, at jeg blandt ansatte i myndigheder og lovgivende instanser oplever stor velvillighed til at fremme den grønne agenda. De har ingen intentioner om at stikke en kæp i hjulet på de gode løsninger, men desværre opererer de ud fra en lovmæssig ramme, der gør dem begrænset i at give tilladelse til nye projekter uden tidskrævende tilladelser og papirarbejde. Og det skal vi simpelthen have lavet om på.
Så for at svare på spørgsmålet, jeg indledningsvist stiller: Nej, vi skal naturligvis ikke lade de grønne ambitioner drukne i bureaukrati og lovgivning. Vi skal finde en smartere måde at gøre tingene på, hvor bredt samarbejde, dialog og aktørinddragelse er med til at holde os oven vande, fremfor at trække os ned.
