23948sdkhjf

Freja Ejendomme sælger markant ejendom i København til aarhusiansk udvikler

Statens ejendomsselskab, Freja Ejendomme, har solgt den markante ejendom i Fiolstræde, som man satte til salg tilbage i september

Freja Ejendomme har netop solgt en ejendom i Københavns gamle studenterkvarter tæt på Københavns Universitet til ejendomsudvikleren Olav de Linde A/S.

Der er tale om en centralt beliggende ejendom, som består af tre delvist forbundne bygninger med to forbundne baggårde, der ligger i Fiolstræde 10, Store Kannikestræde 18 samt baghuset Store Kannikestræde 18A.

Det oplyser statens ejendomsselskab i en pressemeddelelse.

De tre bygninger er oprindeligt opført til beboelse, men har senest fungeret som kontor og administration for Københavns Universitet. 

Det er også planen, at de historiske bygninger skal fortsætte med at huse kontorer, lyder det.

Det fortæller Jakob de Linde, forretningsudviklingschef i Ejendomsselskabet Olav de Linde: 

- Vi er meget tilfredse med købet af ejendommen, som gør, at vi nu kan tilbyde en bred vifte af interessante lejemål i København. Ejendommen og dens gårdrum kan udvikles til et spændende miljø med café og kontorer, og vi glæder os til at komme i gang med projektet, udtaler han i pressemeddelelsen.

Stor efterspørgsel

Christina Jørgensen, adm. direktør i Freja Ejendomme supplerer: 

- Der er meget fokus på ejendomsbranchen og om, hvorvidt pilen peger op eller ned for fremtiden. Men salgsprocessen for denne ejendom viser, at der stadig er stor efterspørgsel, når man sætter de helt særlige ejendomme på markedet. 

Fiolstræde 10 og Store Kannikestræde 18 er begge opført i 1867, imens Store Kannikestræde 18A er fra 1850. Tilsammen rummer de tre bygninger et samlet areal på 2.764 m2 ekskl. tagetager.

Freja Ejendomme overtog ejendommen fra Bygningsstyrelsen, og det er Colliers, som har varetaget salget af ejendommen på vegne af Freja Ejendomme. Olav de Linde overtager bygningen den 31. december 2022.

Fakta om køber

Ejendomsselskabet Olav de Linde A/S har en ejendomsportefølje på over 550.000 kvadratmeter i Aarhus, Odense og København. 

Selskabet har siden stiftelsen i 1974 renoveret og bevaret ca. 400.000 kvadratmeter ejendom og har de senere år desuden skabt et stadigt stigende antal nyopførte byggerier til både erhvervs- og boliglejemål. 

Kilde: Freja Ejendomme

Se nøgletal for:
Læs mere om: salg
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.941