Der behov for, at der udarbejdes en national strategi for forsyningen med råstoffer, skriver Dansk Infrastrukturs chef blandt andet i sin opfordring til den kommende regering. Foto: Jørgen Witved

Infrastrukturen er som blodårerne i samfundet. Infrastrukturen binder landet sammen, både trafikalt og mht. forsyning. Infrastruktur er således en del af velfærden fordi den sikrer, at vi kan bo og arbejde efter vores ønsker, og at der er forsyning med varme, vand og internet i hele landet.

Når udbygningen af fjernvarmen er højt på dagsordenen, fordi det gerne skal gå hurtigere end ellers planlagt, illustrerer det fint en række af de forhold, som entreprenørerne inden for infrastrukturområdet vil pege på som vigtige. Den myte, at man med et snuptag kan bytte veje ud med fjernvarme og vupti, så er alle gasfyr væk på to eller tre år holder ikke. Desværre er det ikke lige så fængende som blød velfærd og flere varme hænder, selvom det her handler om varme boliger. Men uanset om det handler om fjernvarme, veje, jernbaner eller energiøer og el til biler og varmepumper, så er mekanismerne er de samme. Det skal være attraktivt at bygge for offentlige kunder, der skal mere fokus på bæredygtighed og vi skal have en sammenhængende national plan for vores råstofressourcer

Nye teknologier og materialer

Det første handler om, hvordan staten, regionerne, kommunerne og forsyningsselskaberne optræder, når de skal have bygget. De offentlige bygherrer har en stor opgave i at være en attraktiv kunde, dvs. følge de aftalte spilleregler mht. udbud, og i de mindste leve op til kravet om ”følg de aftalte spilleregler eller forklar, hvorfor det ikke sker”. Navnlig i den nuværende situation, hvor mange materialer er blevet meget dyrere, er det ekstra vigtigt, at spillereglerne følges og risikoen fordeles fair.

Dansk Infrastruktur ønsker at bidrage til den grønne omstilling gennem øget bæredygtighed og nedbringelse af CO₂-udledningen. Det handler om, hvordan vi får bragt nye teknologier i brug, meget konkret om, hvordan vi kan bytte nogle materialer ud med andre, og om hvordan entreprenørmaskiner på byggepladserne kan bliver elektriske lige som en stor del af bilerne bliver det. Det handler både om økonomi, og hvordan man stiller krav. Ligesom med elbiler er der behov for at man ser på, hvordan vi finder penge til de ekstra omkostninger, som maskiner på el koster i en overgangsperiode. Der er afsat lidt penge til forsøg, men den skala, som staten og kommunerne har, kan bruges mere aktivt.

Sammenhængende plan

Når man bygger, bruger man mange naturressourcer i form af mineralske råstoffer; sand, sten, grus, kalk og ler. Det er jo bemærkelsesværdigt, at de mange ønsker om at udbygge fjernvarmen ikke forholder sig til, hvor ressourcerne skal komme, og Infrastrukturplanen frem til 2035 – som er en rigtig god plan – gør det heller ikke. Når man samtidig følger diskussionen om indvinding af sand fra Køge Bugt, som mange gerne vil lukke uden at anvise, hvor materialerne så skal komme fra, hænger det ikke sammen.

Derfor er der behov for, at der udarbejdes en national strategi for forsyningen med råstoffer. Det skal være en plan, der binder forsyningen fra land, det vil sige grusgrave, fra havet, øget genanvendelse af materialer fra nedrivning og endelig import sammen. Det er en populær myte, at øget genanvendelse kan løse problemet, men det er desværre ingenlunde tilfældet. Vi genanvender allerede 87 pct. af det, der rives ned, men det udgør kun cirka 10 pct. af den samlede forsyning. Derfor skal der tænkes nyt. Både med hensyn til at reducere forbruget, sikre at vi bruger materialerne rigtigt, at vi tager hensyn til naturen og naboerne, nedbringer transportbehovet, og at der åbnes nye grusgrave. For at sikre, at alle disse hensyn balanceres, skal der laves en sammenhængende plan. Det opfordrer vi den næste regering til at sætte i værk.