23948sdkhjf

Arkils arbejdsmænd fik sig en overraskelse med sørøver-associationer

Det var nærmest et deja-vu, da Køge Kysts entreprenør Arkil mandag 24. oktober fik øje på noget gammelt træ under arbejdet med at håndtere jordforurening og samtidig grave ud til en p-kælder under kommende boligbyggerier på Søndre Havn.

Det skriver Køge Kyst i en pressemeddelelse.

Præcis som for halvandet år siden, hvor et vrag af et handelsskib dukkede op, var det nemlig i de allerdybeste centimeter af byggegruben, at arbejdsmændene pludselig fik sig en overraskelse.

– Nu er der for tredje gang dukket gamle skibsrester op i forbindelse med Køge Kyst-projektet, og det er berigende, når vi på den her meget konkrete måde bliver mindet om stedets maritime historie, , siger projektdirektør i Køge Kyst P/S, Peter Kjølby, i pressemeddelelsen.

– Vi har naturligvis – man kan næsten sige vanen tro – tilkaldt Museum Sydøstdanmark med det samme, og nu er vi ret spændt på at høre mere om, hvad arkæologerne finder ud af, fortsætter han.

Både i 2018 og 2021 blev der fundet skibsvrag under gravearbejder, det første fra 1500-tallet og det andet fra 1700-tallet. Denne gang er det dog ikke et helt vrag men et stort stykke af en skibsside på cirka to gange otte meter. Det kunne udgravningsleder Jeppe Færch-Jensen fra Museum Sydøstdanmark konstatere, da han var på pletten mandag formiddag.

Museet overvåger løbende byggepladsen og står i tæt forbindelse med Arkil.

Da skibsvraget kun befinder sig på en mindre del af byggepladsen, kan Arkil fortsætte arbejdet med at håndtere jordforurening og grave ud til en p-kælder, mens arkæologerne arbejder på stedet, hvor skibssiden er fundet.

Sørøverassociationer

Selve vragdelen var dog ikke det eneste interessante, der dukkede op.

– Der var ikke en gang gået én dag, før jeg fandt en pistol, der umiddelbart ser ud til at være fra 1700-tallet. Da der også dukkede en lerdunk op, var det svært ikke at få associationer til sørøvere. Noget tyder dog på, at der snarere har været tappet mineralvand på den end rom, fortæller Jeppe Færch-Jensen.

Blandt vraggodset fandt arkæologerne også en del lertøj og stentøj, og der har også vist sig nogle jernplader, som kan være en del af lasten. Man skal dog have lidt tålmodighed, inden man kan få mere konkret viden om skibet og dets last.

– Vi kan sige så meget, som at det er siden af et såkaldt klinkbygget skib. Men nu skal vi først have gravet det hele op, og først derefter kan vi vurdere, hvordan vi bedst foretager de videre undersøgelser, som selvfølgelig blandt andet skal afdække, hvornår skibet er fra, siger udgravningslederen.

Teorier om resten af skibet

Et nærliggende spørgsmål er, hvorfor der kun ligger siden af et skib og ikke et helt skib på stedet, og det er uvist, om resten af skibet befinder sig i nærheden. Ifølge Jeppe Færch-Jensen kan det handle om, at resten af skibet har været bortskaffet i gamle dage efter et forlis, men der kan også være tale om, at et helt vrag er splittet ad i nyere tid.

– En mulighed kan være, at skibsvraget er blevet forstyrret under opførelsen af kajkanten i 1916, og at resten af skibet er blevet bortskaffet her. På det tidspunkt ville man nok bare se at komme af med det, der var i vejen. Men om det er det, der er sket, kan vi ikke vide. Vi kan muligvis få belyst den teori i løbet af vores undersøgelser, fortæller Jeppe Færch-Jensen.

Når arkæologerne i den kommende tid bliver klogere, vil Museum Sydøstdanmark formidle viden om skibet og dets last, men det er ifølge udgravningslederen svært at sætte tid på, hvornår der kommer mere håndfaste konklusioner om fundet.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.923