Nyborg Slot-renovering på vej mod mulig redning
Den kuldsejlede renovering af Nyborg Slot er måske på vej i gang igen.
Det er ifølge DR P4 Fyn og TV2 Fyn konklusionen oven på et møde mellem Nyborg Kommune, Østfyns Museer, Slots- og Kulturstyrelsen og Real Dania, som står bag den godt 320 mio. kr. dyre renovering.
- Vi er i hvert fald kommet et afgørende skridt på vejen, siger museumsinspektør på Østfyns Museer Mette Ladegaard Thøgersen til DR P4 Fyn, som dog tilføjer, at der stadig er "snublesten, så vi er langt fra i mål endnu".
Der stadig er "snublesten, så vi er langt fra i mål endnu Mette Ladegaard Thøgersen, museumsinspektør på Østfyns Museer
Nyborg Slot-projektet, som blandt består i at lave en ny borgfløj med et formidlingscenter, har været lagt på is, siden Miljø- og Fødevareklagenævnet i december 2020 erklærede, at en dispensationen fra museumsloven var ugyldig. Efterfølgende blev projektet yderligere udfordret af, at AP Møller Fonden valgte at forlade projektet på grund af forsinkelserne.
Mangler millioner
At der nu lyder mere positive toner, skyldes ifølge TV2 Fyn blandt andet at kulturminister Ane Halsboe Jørgensen (S) mandag har meddelt, at staten gerne vil betale sin andel af en fordyrelse fra forsinkelserne på 20,4 mio. kr.
Ministeren erklærede sig således i Fyens Stiftstidendes Nyborg-sektion ”parat til at finde nogle flere penge, hvis også de andre parter gør det samme."
En anden udfordring er dog, ifølge DR P4 Fyn, at der mangler yderligere 60 mio. kr. i finansiering, som AP Møller Fonden tog med sig, da fonden forlod projektet.
Og det er ifølge mediet stadig ikke afklaret, hvordan man finder pengene, og hvem af parterne bag renoveringen, der har ansvaret.
Om 14 dage skal parterne mødes igen for at fortsætte deres drøftelser.
Museumsloven bremsede planerne for Nyborg Slot
- I slutningen af 2020 bremsede Miljø- og Fødevareklagenævnet det 320 mio. kr. dyre projekt ved Nyborg Slot, fordi det - ifølge nævnet - er i strid med museumslovens bestemmelser om beskyttelse af fortidsminder.
- Efterfølgende gik daværende kulturminister Joy Mogensen ind i sagen for at sikre projektet.
Nyborg Slot-projektet omfatter blandt andet en etablering af en helt ny borgfløj med et nyt formidlingscenter. Det er denne del, der er blevet bremset af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse.
Desuden omfattede slotsprojektet en ringmur, en ny broforbindelse til slottet og en forhøjelse af vagttårnet foran slottet fra de nuværende 10 meter til 22 meter.