Bornholmsk betonfirma leverer bedre end forventet

Der er knaster på kistebunden hos den bornholmske betonelementproducent PL Beton. Resultatet for 2021 landede på 4,3 mio. kr., hvilket var en fremgang holdt op mod året forinden.
Ledelsen i firmaet betegner resultatet som "tilfredsstillende og bedre end forventet". Det var dog ikke et år uden udfordringer.
- Det er et godt resultat, når man tager året i betragtning, men vi er også blevet ramt af prisstigninger, og det har præget årets regnskab, siger direktør John Holm.
Et blik på ordrebogen giver yderligere grund til at være godt glad.
- Ordrebeholdning er egentlig tilfredsstillende. Vi er dækket ind det næste års tid. Vi har fyldt godt op i 2023, men kan stadig tage flere opgaver ind.
Spændende år i vente
I det forgangne regnskabsår gik antallet af medarbejdere fra 107 til 116.
- Vi bruger flere folk i projektering, kvalitetsstyring og har generelt i produktionen gearet op med de folk, vi kan få, fortæller direktøren, inden han peger på, at der venter interessante opgaver for dem i indeværende og kommende år:
- 2021 var lidt "business as usual", hvor vi kørte meget på de store boligprojekter. Noget der er virkelig spændende, er vores projekter for en stor medicingigant i Kalundborg. Ordrerne kommer i 2022 og næste år, lyder det fra John Holm med slet skjult reference til Novo Nordisk.
Mio. kroner | 2021 | 2020 | 2019 |
Primært resultat | 5,95 | 5,0 | 19,86 |
Bruttofortjeneste | 63,6 | 56,1 | 89,9 |
Resultat før skat | 5,6 | 4,7 | 19,4 |
Årets resultat | 4,3 | 3,7 | 15,3 |
Egenkapital | 20,8 | 19,0 | 27,8 |
Antal ansatte | 116 | 107 | 145 |
Kilde: CVR |