23948sdkhjf

Entreprenør på plads til 157 millioners renovering af Langelinje

Langeliniekajen er et populært udflugtsmål, hvor man kan nyde en is og kigge på krydstogtskibe, der besøger København over sommeren. Men tidens tand har sat sin spor på konstruktionerne, som blev etableret i 1935. Over de næste to år skal Langeliniekajen derfor gennemgå en totalrenovering, så den kan holde mange år endnu.

Til opgaven har By & Havn skrevet kontrakt med Hercules Fundering, der er en del af NCC Infrastructure. 

Ordren på den gennemgribende renovering er på 157 mio. kr., oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

– Det er jo ikke et hvilket som helst sted, vi skal arbejde, men i Hercules Fundering har vi de seneste år gennemført en lang række havneprojekter og kajrenoveringer i hele Danmark. Vi har derfor et stærkt team til at udføre opgaven på Langelinie, siger Jesper Schack Fønss Bach, områdedirektør i Hercules Fundering, NCC Infrastructure, i pressemeddelelsen.

Arbejdet løber fra efteråret 2022 og frem til december 2024.

Alt fra spuns til spildevandshåndtering

– Langeliniekajen er et ikonisk sted for københavnerne, og det første sted mange turister sætter deres fødder, når de ankommer til byen. Derfor skal den også tage sig flot ud, og det kræver, at den holdes vedlige og renoveres, når det er nødvendigt. Nu har vi besluttet at sætte en totalrenovering i værk, så Langelinie fortsat vil være noget vi kan være stolte af i København, siger, adm. direktør, Anne Skovbro fra By & Havn, i pressemeddelelsen.

Renoveringen af Langeliniekajen

Entreprisen omfatter i hovedtræk følgende delarbejder:

  • Fjernelse af eksisterende betonbundsikring
  • Etablering af en ny spunsvæg samt jordankre på en knap 1 km kajstrækning
  • Etablering af nye opgraderede pullerter
  • Fremrykning af eksisterende fendere, som placeres på de nye pullertfundamenter
  • Etablering af granitoverbygning på den nye spunsvæg ved genbrug af eksisterende sten fra den gamle kaj.
  • Etablering af afvisertømmer og kajudstyr som redningsstiger, redningsliner mv.
  • Etablering af spildevandsbrønde og flytning af elinstallationer ved kajvæggen
  • Etablering af belægning inkl. nødvendig bundopbygning og håndtering af overfladevand (nye afløb)

Entreprisen omfatter alt lige fra fjernelse af den eksisterende betonbundsikring på cirka 650 meter af kajstrækningen, etablering af en ny spunsvæg med jordankre på en 1 km lang strækning, til opsætning af opgraderede pullerter på 64 nye støbte pullertfundamenter samt fremrykning af eksisterende fendere. Dertil skal der etableres nyt kajudstyr som redningsstiger og redningsliner, ligesom spildevandshåndteringssystemet for krydstogtskibene skal færdiggøres, så sort spildevand føres fra skibene til den offentlige kloak og videre til rensningsanlægget på Lynetten.

Når alle 790 spuns er rammet ned foran den eksisterende gamle Langeliniekaj, fastgøres spunsvæggen ned i den Københavnske kalk med mere end 500 borede jordankre på mellem 26-42 meter. Herefter fjernes de eksisterende granitsten fra den gamle kaj, og stenen bliver efterfølgende genbrugt og monteret på toppen af den nye spunsvæg.

I forlængelse af at kajen renoveres, vil der senere blive etableret landstrømsanlæg for krydstogtskibene i lighed med anlægget på Oceankaj i Ydre Nordhavn.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125