Casa-ejer køber KPC
KPC-stifter Kurt Poulsens familie samt adm. direktør i koncernen Bo Knudsen har indgået en aftale om et salg af KPC til en investeringsfond forvaltet af ActivumSG Capital Management.
Det oplyser parterne i en pressemeddelelse tirsdag formiddag.
ActivumSG købte i 2021 den danske ejendomsudvikler og totalentreprenør Casa.
En planlagt fusion af de to virksomheder er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse.
– Det har været en fantastisk rejse, vi har været på. Fra starten i privaten med min hustru Anna Birthe til en landsdækkende koncern, der nu forener kræfterne sammen med ActivumSG for at gøre KPC klar til sit næste naturlige trin, siger KPC's stifter, Kurt Poulsen, i pressemeddelelsen.
– Vi har valgt køber med stor omhu og ser for os, at KPC og CASA sammen udvikler sig til Danmarks mest innovative aktør på markedet for ejendomsudvikling og totalentreprise. Vi sender et meget stærkt KPC videre i gode hænder, fortsætter KPC-stifteren.
Bo Knudsen, der har været adm. direktør i KPC siden 2006, kalder salget af KPC for et flot punktum for Kurt Poulsens livsværk.
- Jeg har dannet tæt parløb med Kurt Poulsen gennem 38 år og vil fremadrettet fortsætte som seniorrådgiver for det fusionerede selskab, siger Bo Knudsen.
Udover Bo Knudsen, fortsætter fire af KPC's nuværende medejere og direktører i den sammenlagte virksomhed: Peter Poulsen, Jesper Henkel, Henrik Hoffmann og Jesper Jørgensen.
Vil løfte byggeri og ejendomsudvikling til et højere niveau
Torben Modvig, adm. direktør i Casa, udtrykker ligeledes respekt for Kurt Poulsen og KPC-teamets arbejde og hæfter sig ved lighederne selskaberne imellem:
– Sammen vil vi kunne trække på fælles styrker og på en samlet stab på 500 medarbejdere fra branchens absolut øverste hylde. Det vil give os muligheden for at løfte ejendomsudvikling og byggeri i Danmark til et endnu højere niveau, siger Torben Modvig i pressemeddelelsen.
Konkurrence- og forbrugerstyrelsen er i øjeblikket i gang med at vurdere ActivumSG's køb af KPC efter konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol.
Fusionen gennemføres først, når den er godkendt af enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet.
Fakta: Casa
Casa blev grundlagt i 2006 og er i dag blandt Danmarks førende ejendomsudviklere og totalentreprenører med afdelinger i både Horsens og København og 300 medarbejdere.
Virksomheden har været ejet af en europæisk ejendomsfond under ActivumSG siden 2021.
Casa har en årlig omsætning på mere end 3 mia. kr. og en ambition om at bæredygtighedscertificere samtlige bolig- og kontorbyggerier fra 2022.
Fakta: KPC Holding A/S
KPC Holding A/S er grundlagt i 1979 af Kurt Poulsen og er i dag en familie- og medarbejderejet entreprenør- og udviklingsvirksomhed.
KPC har 160 medarbejdere fordelt på afdelinger i Herning og Ballerup. Omsætningen var i 2021 2,3 mia. kr.
Fakta: ASG Hamlet Holding ApS
ASG Hamlet Holding ApS (ASG Hamlet) er et dansk holdingselskab kontrolleret af Activum SG Fund VI L.P.
Activum SG Fund VI L.P. investerer i nichemuligheder i den europæiske ejendomssektor.
ASG Hamlet er aktiv inden for udvikling og opførelse af ejendomme i Danmark gennem datterselskabet Casa.