Materialepriserne stiger og risikoen bør deles
Det er velkendt, at priser på byggematerialer for tiden er særdeles volatile og uforudsigelige. Det presserende spørgsmål bliver dermed, hvem der skal tage risikoen på materialepriser, når der udbydes nye kontrakter i bygge- og anlægssektoren.
Det spørgsmål ses der forskelligt på i bygge- og anlægssektoren. Nogle bygherrer har en stærk præference for budgetsikkerhed - og vælger derfor fastpriskontrakter, hvor risikoen sendes videre til entreprenører. Det er dog en budgetsikkerhed, der kan komme med en høj pris. For en entreprenør kan udforudsete prisstigninger på materialer hurtigt medføre, at hele indtjeningen på en opgave forsvinder - eller at man ender i større økonomiske vanskeligheder. Det er klart, at entreprenører indregner en betragtelig præmie, hvis de skal påtage sig en sådan risiko. Alternativt er der entreprenører, der afholder sig fra at byde - eller påtager sig en risiko, de ikke kan bære, hvis den realiseres. Det er til skade for begge parter.
Råd til håndtering
Andre bygherrer har derfor ændret deres tilgang i lyset af markedssituationen. De tager selv mere risiko end tidligere, når de indgår nye kontrakter, fordi det anses som bedre købmandskab. I nogle tilfælde fordi det vurderes, at man kan "spare forsikringen" væk - og i andre tilfælde, fordi man vurderer det mere hensigtsmæssigt selv at afdække risikoen frem for at lade entreprenøren gøre det. Bygherrer har jo ofte en større volumen og deraf bedre adgang til at diversificere og hedge - sammenlignet med entreprenører - ligesom de har mulighed for at overvælte omkostninger på slutbrugeren.
Det er fornuftigt, at Bygherreforeningen understøtter bevægelsen. De har for nylig offentliggjort 10 råd til håndtering af prisstigninger, hvor det nævnes, at "bygherren [kan] vælge at tage ekstra risiko for prisstigninger på sig, idet en reduceret risiko hos entreprenøren bør resultere i en betydeligt lavere tilbudspris for kontrakten". Det følger logikken om, at risici bør placeres, hvor de kan håndteres bedst og billigst. Og det understøtter dermed, at nye bygge- og anlægsprojekter kan gennemføres så omkostningseffektivt som muligt for samfundet.
Konkrete modeller skal reducere risici
Der ses forskellige modeller for at dele risiko på materialepriser. Blandt løsningerne er de standardiserede aftalesæt som FIDIC samt AB18 og ABT18. De efterlader dog ofte entreprenøren med betydelig risiko på materialepriser. For AB18 skal prisstigningen for eksempel være over 10 procent tillagt 0,5 procentpoint for hver måned mellem tilbudsdagen og indkøbstidspunktet, før entreprenøren kan sende ekstraregningen videre. Entreprenører indregner selvfølgelig en betragtelig præmie, hvis de skal påtage sig en sådan risiko. Løsningen kan - som Byggeherreforeningen nævner - være at prisregulere materialer uden begrænsningerne i AB18.
Ligeledes er det væsentligt at regulere efter indeks, der reelt matcher entreprenørens omkostninger. Det lyder banalt, men i praksis har anlægsprojekter hvert deres mix af omkostninger. Derfor kræver det ofte en konkret vurdering at finde velegnede indeks til at regulere med.
Når bygherre påtager sig mere risiko
Det er klart, at bygherrer bør overveje konsekvenserne af at tage mere risiko. Kommercielle aktører bør overveje, om afkastkravet skal have et nøk op. Samtidig er der grund til at vurdere, om der skal afsættes større reserver i budgettet end vanligt, ligesom der overfor ledelse og ejere med fordel kan forventningsafstemmes i god tid. Husk i den forbindelse, at et ´bet´ på materialepriser også giver mulighed for en gevinst, hvis priserne normaliserer sig.
Særligt for offentlige bygherrer kan økonomistyringen drive et stærkt ønske om budgetsikkerhed. Budskabet herfra er blot, at prisen for den budgetsikkerhed er steget markant den seneste tid grundet stigende prisudsving på byggematerialer. Det gør det værd at overveje en bedre risikodeling.
Artiklen er en del af temaet Debat.
