23948sdkhjf

Vinder i Litauen: PLH Arkitekter skal tegne campusprojekt for nethandel

Internethandel kan nemt blandes med et spændende bymiljø, torveliv og oplevelser for store og små.

I hvert fald hvis det står til PLH Arkitekter, der har vundet arkitektkonkurrencen om designet af et nyt e-commerce campus, kaldet Urban Hub, ved Litauens næststørste by, Kaunas.

Urban Hub har et samlet budget på 92 mio. euro - svarende til 684 mio. kr.

I konkurrencen, som var udskrevet af SBA Urban, deltog seks forskellige tegnestuer fra fire lande, Spanien, Finland, Litauen og Danmark, skriver tegnestuen i en pressemeddelelse.

Ud med kedelige pakkeshops

Den nye shopping-destination på 67.000 kvm bliver en nyfortolkning af måden, vi ser internethandel på - og vil vende op og ned på den måde, vi ser på afhentning af pakker, siger Steen Enrico Andersen, seniorpartner hos PLH, i pressemeddelelsen.

"I stedet byder PLH Arkitekters design på et levende bymiljø med showrooms, cafeer og indbydende grønne torvepladser", lyder det fra SBA Urban.

- Det er et banebrydende projekt. Når man tænker på pakkeshops eller lagerhaller, er det ofte uinspirerende omgivelser, hvor man alene kommer og går for at hente sine pakker. Med dette er visionen det modsatte. Derfor har vi skabt en dynamisk og moderne shopping-by med nogle af de kvaliteter, man finder i ældre bydele, der indbyder til ophold og oplevelser, siger han.

Rykker grænser

På turen ned ad gaderne bliver man mødt af forskellige facader, bygningshøjder, pladser, små afkroge og forskellig grøn beplantning.

- På den måde fører hvert skridt nye oplevelser med sig, tilføjer Steen Enrico Andersen.

Ifølge bygherren er det vigtigt at finde en måde, hvorpå arkitekturen sammenkobler funktionalitet og oplevelser.

- Som fans af flot arkitektur rykker vi konstant grænser. Kedelige lagerbygninger er ikke noget for os. Derfor søgte vi efter et design, der ville redefinere de omgivelser, vi traditionelt forbinder med afhentning af pakker bestilt på nettet. Byens hyggelige gader og samlende miljøer skaber et indbydende sted at shoppe, siger Rasa Peciulaité, chef for ejendomsudvikling hos SBA Urban, i pressemeddelelsen.

Efter planen går byggeriet i gang i løbet af første kvartal 2023 og vil strække sig over tre forskellige faser, der hver omfatter mellem 22.000 og 24.000 kvm.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141