Licitationen mener: Lad de raske hænder blive på jobbet
Af Christian Brahe-Pedersen
En af S-regeringens helt store landvindinger er utvivlsom retten til at gå på tidlig pension - den såkaldte Arne-pension - som kom på plads i corona-året 2020.
Det var det store slagnummer under valgkampen i 2019, og man må medgive, at det var godt politisk håndværk fra Mette Frederiksen, at hun fik pensionen igennem.
For populær er den øjensynligt også. Ved udgangen af marts i år havde 44.700 borgere søgt om at trække sig tidligere tilbage efter mellem 42 og 44 års hårdt slid på arbejdsmarkedet. Heraf har 33.500 fået tildelt retten ifølge nye tal fra Beskæftigelsesministeriet.
For man må håbe, at det netop er efter hårdt fysisk slid på kroppen, at borgerne får retten til at trække sig tilbage. For mange borgere er det utvivlsomt en kærkommen og nødvendig ret, der gøres brug af her. Hvis du som 62-årig har stået med en murerske i hånden, siden du var 16 år, kan det ikke undgås, at din krop bliver mærket af det.
Men som vi tidligere har påpeget på denne plads, er spørgsmålet jo, om det er det rette tidspunkt at indføre denne ret til tidlig pension på. Virksomhederne - ikke mindst i bygge- og anlægsbranchen - skriger i den grad efter mangel på arbejdskraft. Og med en Arne-pension skal det vitterlig kun være de helt nedslidte, som bliver tildelt retten til at gå tidligere på pension.
Hvis virksomhederne skriger efter arbejdskraft, har de også en pligt til at fastholde deres ældre medarbejdere i andre stillinger. De rummer stadig uvurderlig knowhow, som kan gives videre til den yngre generation af håndværkere. Den forsvinder, hvis de lægger sig på sofaen.
Artiklen er en del af temaet Lederen.
