Licitationen mener: Måske på tide at råbe vagt i gevær
De røde lamper er endnu ikke begyndt at blinke, men alligevel er de nye konkurstal fra Estatistik, som Licitationen - Byggeriets Dagblad skriver om i dag, alligevel et vink med et vognstang om, at byggeriet ikke skal sidde med hænderne i skødet.
Konkurstallene for marts inden for virksomheder med beskæftigelse er det højeste siden finanskrisen i 2009-10. Samtidig er en forholdsvis stor andel af konkurserne i bygge-og anlægsbranchen sket i såkaldte vækstlagvirksomheder.
Set på den lange bane er det jo en anelse deprimerende, at vækstvirksomheder nu ikke kan klare skærene i en tid, hvor stigende materiale- og energipriser for alvor begynder at kunne mærkes - ikke bare i de private husholdninger, men også i virksomhederne.
Det er jo netop vækstvirksomhederne, som skal danne grobund for fremgangen i bygge- og anlægsbranchen i de kommende år. Og ja, det kan gå for stærkt, når først forretningen kører.
Men god virksomhedsdrift handler jo også om ikke at spænde buen alt for hårdt, så man kan modstå kriser.
Som DI Byggeri også påpeger, så betyder ikke mindst krigen i Ukraine, at materialesituationen er blevet værre med varierende prisstigninger og ustabile leveringstider.
Det er jo ikke en situation, som er særlig holdbar på den lange bane, for hvis først byggeriets parter begynder at afholde sig fra at indgå kontrakter, fordi man ikke kan forudse prisudviklingen, så ender byggeriet for alvor i en ond spiral.
Artiklen er en del af temaet Lederen.