Stark sender første elektriske lastbil med kran på gaden
De fleste forbinder nok en tonstung lastbil med højlydt brummen fra en dieselmotor og røg fra et udstødningsrør, der kradser i halsen.
Men selv om den ligner alle andre lastbiler, er byggecenterkæden Starks nyeste køretøj anderledes støjsvag og miljøvenlig. Den hvide DAF er nemlig Danmarks første lastbil med kran, der udelukkende kører på strøm. Det oplyser Stark i en pressemeddelelse.
I første omgang skal den elektriske lastbil køre i København. Her imødekommer den også stigende miljøkrav fra store bygherrer som f.eks. Københavns Kommune, der vil gøre deres byggepladser frie for emissioner.
- Elektriske lastbiler giver særligt god mening i en by som København, hvor batterierne har strøm nok til en hel dags kørsel, og hvor rigtigt mange mennesker får glæde af støjsvag og emissionsfri kørsel, siger Jan Breinholt, logitistikdirektør i Stark ifølge selskabets pressemeddelelse.
Udvikling kun lige begyndt
Elektriske lastbiler fungerer bedst til nærdistribution. Uden for byerne, hvor der skal køres længere distancer, er elektriske lastbiler udfordret af batterikapaciteten, der typisk rækker til 200 km kørsel.
- Mens de elektriske personbiler er langt fremme, er udviklingen af elektriske lastbiler kun lige begyndt. Og det giver nogle udfordringer. Rækkevidden er behersket, og øger man den ved at gøre de tunge batterier endnu større, kan lastbilen ikke laste så mange kilo. Og det er et problem for os, der kører med tunge byggematerialer, forklarer logistikchef i STARK Brian Patzlaff.
Andre udfordringer har været tilstrækkelig strømforsyning til opladning af batterierne og noget helt simpelt som at finde plads til opbevaring af surringsgrej under ladet, hvor der nu er batterier.