Materialepyramiden har bygningsfejl
Bygninger har en nøglerolle i fremtidens grønne omstilling. Bygge- og anlægssektoren står for omkring 10 pct. af Danmarks CO2-udledning. Det stammer fra produktionen af byggematerialer og selve bygge- og anlægsprocessen. Det kan derfor gøre en stor forskel, hvis arkitekter, håndværkere og bygherrer bliver bedre til at bygge bæredygtigt og vælge de materialer, som er rigtige i den konkrete situation. Derfor er intentionerne bag materialepyramiden gode - nemlig at give inspiration til at vælge de bæredygtige byggematerialer.
Prisværdigt mål
Center for Industriel Arkitektur lancerede i 2019 Byggeriets Materialepyramide som plakat og har i efteråret suppleret med en online version på materialepyramiden.dk. Målet er prisværdigt; at give et hurtigt og enkelt overblik over de enkelte byggematerialers relative bæredygtighed.
Desværre fokuserer Materialepyramiden kun på de indledende faser i byggeriet - det vil sige, indtil vinduerne eller klinkerne er sat op. Glemt er bygningernes lange driftsfase. I byggeriet har vi længe kæmpet for mere fokus på totaløkonomi, og det er fortsat en vigtig - måske afgørende - faktor i bæredygtigt byggeri.
Det betyder for eksempel, at materialer, som sænker energiforbruget, ikke bliver fremhævet. Pyramiden kommer derfor til at diskriminere materialer, som udleder meget CO2 under produktionen men som til gengæld har lang levetid og derfor mindsker bygningens CO2-udledning, når den står færdig.
Mere vildledning end vejledning
Materialepyramiden anbefaler generelt mere træ og mindre isolering, stål og beton. Der hersker ingen tvivl om, at vi i Danmark kan anvende mere træ i vores bygninger. Men materialepyramiden vildleder desværre lige så meget, som den vejleder, når den kun fokuserer på CO2-udledning fra de indledende livscyklusfaser A1-A3 (som dækker produktionen). Ved at følge materialepyramidens anbefalinger opnår vi kortsigtede CO2-gevinster, som på sigt ikke nødvendigvis giver de bedste klimaløsninger.
Materialevalg til bygninger er en balancegang mellem mange hensyn - herunder totaløkonomi, CO2-udledning, energieffektivitet, indeklima, levetid, brandsikkerhed mv. Disse valg bør træffes på et oplyst grundlag ud fra et langsigtet perspektiv, som omfatter både produktion af materialer og opførelse af bygninger såvel som drift og genanvendelse af materialerne. Det bør være materialepyramidens ambition at understøtte dette lange perspektiv.
Læs også: Materialepyramiden bør revideres
Artiklen er en del af temaet Debat.