23948sdkhjf

Hver femte af de mest succesfulde virksomheder findes i byggeriet

21 pct. af de 1.000 mest succesfulde virksomheder beskæftiger sig med byggeri og anlæg.
Det er i hvert fald vurderingen fra Spar Nord og revisionsselskabet BDO, som står bag den nu to år gamle erhvervspris Succesvirksomhed.

Her har selskaberne analyseret knap 400.000 regnskaber fra de sidste fem år for at kunne pege på 1.000 af de mest succesfulde små og mellemstore selskaber. Det er sket på baggrund af forskellige kriterier (se faktaboks), og vigtigst er, at selskaberne skal have skabt kontinuerlig vækst de sidste fem år.

Det er noget, bygge- og anlægsbranchens selskaber tilsyneladende er gode til, og branchen er den tredjebedst repræsenterede i målingen – kun overgået af ’fremstilling’ samt ’engros- og detailhandel’. Nogenlunde samme fordeling gjorde sig gældende i 2019, hvor byggeriets andel lå på godt 20 pct.

Fra parterne bag erhvervsprisen lyder vurderingen, at det generelle konjunkturmæssige opsving før coronakrisen er kommet håndværkere til gode:

Om Succesvirksomhed-målingen

Det er Spar Nord og revisionsselskabet BDO, som nu for andet år står bag Succesvirksomhed-prisen, som har til formål at udvælge de 1.000 mest succesfulde små og mellemstore virksomheder på baggrund af de sidste fem års udvikling.

Virksomhederne skal have mellem 10 og 999 ansatte og udvælgelsen sker ud fra resultat før skat, egenkapital og soliditet, oplyser BDO og Spar Nord.

Som minimum skal virksomheden kunne præstere:

- Vækst i resultat før skat de seneste fem år
- Soliditetsgrad (skal være mindst 15%) i det seneste regnskabsår
- Vækst i soliditeten målt over de seneste fem år
- Evnen til at skabe resultater med det givne kapitalgrundlag

- Vi har i perioden 2013 og frem til 2019 oplevet en af de længste og mest stabile opgangsperioder i mange år, siger cheføkonom Jens Nyholm fra Spar Nord i en pressemeddelelse og tilføjer, at det er en udvikling, som har smittet positivt af på efterspørgslen efter bygge- og håndværksydelser.

- Herudover er mange unge søgt mod uddannelser i storbyerne og har dermed understøttet byggeriet af blandt andet studieboliger. Mange af de unge er dog begyndt at søge ud af byerne igen og mod større række- og parcelhuse i provinsen, siger han.

Sjælland er helt i front
Særligt Region Sjælland skiller sig positivt ud i undersøgelsen, hvor hele 29 pct. af de udvalgte virksomheder er inden for byggeri og anlæg.

Her er det blandt andet Slagelse Kommune, som både er blandt de bedst repræsenterede i målingen på tværs af alle brancher, og hvor det især er bygge- og anlægsvirksomheder, som trækker op.

Om hele regionens placering lyder det fra revisionsselskabet BDO i pressemeddelelsen:

- Det kan være et resultat af den høje byggeaktivitet i særligt regionens største byer sammenholdt med byggeboomet i hovedstaden, som udover at komme de københavnske byggevirksomheder til gode, formentligt også har skabt stor aktivitet hos de sjællandske byggevirksomheder, siger Morten Trap Olesen, der er senior partner og statsautoriseret revisor hos BDO.

Efter Region Sjælland følger Region Midtjylland og Region Syddanmark med henholdsvis 21 pct. og 20 pct.

Knap hver fjerde bygge- og anlægsvirksomhederne på listen er tømrer- og bygningssnedker. Herefter følger elektrikere og VVS-virksomheder, der tegner sig for henholdsvis 16 procent og 15 procent af virksomhederne.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125