23948sdkhjf

Efter højhusskandale: BG Beton lukker betonværk øjeblikkeligt

Det er slut med betonproduktion fra BG Beton-værket i Nordhavn, efter betonselskabet mandag er lukket med øjeblikkelig virkning som følge af byggeskandalen i et boligtårn på Bryggens Bastion i København.

Værket ejes BG Beton, et datterselskab i Viborgbaserede Bach Gruppen, og er ét af to betonværker, som har leveret beton til blandt andet det 86 meter høje Njals Tårn på Bryggens Bastion, hvis fundament er støbt i beton, som langt fra lever op til de krav, der stilles til fundamenter ved så store byggerier.

- Betonleverancerne til Bryggens Bastion ligger et og to år tilbage i tiden. Vi har siden da skiftet hele ledelsen og størstedelen af medarbejderstaben. Det ændrer dog ikke på, at vi oven på den seneste tids grove afsløringer vurderer det som værende et nødvendigt skridt for at genetablere tilliden til BG Beton. Derfor har vi i dag indstillet produktionen og lukket værket, siger Mikael Nielsen, direktør i BG Beton, i en pressemeddelelse.

Forfalskninger - men fra hvem?

Yderligere oplyser BG Beton, at de mener, at der er sket bevidste forfalskninger fra egen hånd:

- En række foreløbige prøveresultater fra Teknologisk Institut indikerede, at personer i BG Beton havde forfalsket eller afgivet ukorrekte fakturaer, følgesedler og bestillingssedler i forbindelse med leverancer af beton, lyder det videre i pressemeddelelsen.

Bach Gruppen har flere gange hævdet, at svindlen har været begrænset til BG Beton, og at Bach Gruppen ikke kendte til den svindel med betonen, som nu er afdækket.

Den anonyme whistleblower, der i foråret indledte sagen med en række henvendelser til Københavns Kommune om underlødig beton i Njals Tårn, hævdede imidlertid noget andet. Personen skrev, at de kritisable forhold var sket ikke kun med Bach Gruppens vidende, men med "direkte ordre fra den øverste ledelse i Bach Gruppen", lød det i en mail fra den unavngivne person i foråret.

Alle byggerier skal tjekkes

Analyser, som Teknologisk Institut, Aalborg Universitet og Cowi har foretaget i forået bekræftede de mistanker, som blev rejst efter whistleblowerhenvendelse, da styrken i betonen kun var omkring halvt så stor, som det normalt kræves til fundamenter i store byggerier.

Nu skal også de øvrige byggerier på grunden have undersøgt deres beton. Den del vil Bach Gruppen dog foreløbig selv stå for, lyder det i et notat, som Teknik og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune udarbejdede i sidste uge.

Ekstra Bladet kunne i sidste uge fortælle, at BG Beton i Nordhavn i 2015 fik frataget sin beton-certifikation med tilbagevirkende kraft af Dancert, ét af de få certificeringsorganer til beton-værker i landet, fordi betonen ikke længere levede op til kravene.

Få uger efter fik BG Beton dog et nyt certifikat fra Bureau Veritas, et verdensomspændende certificeringsorgan. Herfra har direktøren imidlertid ikke ønsket at kommentere, før man har gennemgået sagen internt.

BG Beton har efter Nordhavn-lukningen otte andre betonværker tilbage spredt rundt i landet.

Artiklen er en del af temaet Betonskandalen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11