23948sdkhjf

Hotelbyggeri på Bornholm bliver del af ingeniørernes undervisning

Når Hotel GSH i Rønne slår dørene op for en ny værelsesfløj i 2021, bliver byggeriet ikke kun Co2-neutralt, men klimapositivt. Det er muligt, fordi værelsesfløjen bliver både bygget, beklædt og isoleret med træ. Forventningen er, at byggeriet vil levere et positivt klimaaftryk, fordi træ naturligt absorberer Co2. 

Det skriver Green Solution House, som består af Hotel GSH og den tilhørende Restaurant GSH, i en pressemeddelelse.

  Det er hotellets oprindelige arkitekter fra 3XN, der tegner stregerne i projektet, som blandt andet udnytter spildprodukter fra selve byggeriet – fraskær – til møbler og overflader. Derudover bliver fraskær fra bornholmske granitbrud brugt til udsmykning, der samtidig er med til at regulere temperaturen. Det sker, fordi granit er i stand til at holde på både varme og kulde. 

Det umuliges kunst

Byggeriet anvender udelukkende brug af naturlig ventilation via ovenlysvinduer og åbne partier, hvilket helt eliminerer behovet for mekanisk ventilation. Endeligt er det et kendetegn for bygningen, at alle dens komponenter kan genbruges.

- Det er en drøm at få lov til at arbejde med en bygherre, som er fuldstændig kompromisløs i sin tilgang til bæredygtighed og cirkulær økonomi. På den måde er projektet det umuliges kunst, der nu bliver muligt, siger Kasper Guldager, arkitekt og direktør i 3XN, i pressemeddelelsen. 

- Udover at skabe grundlaget for en succesfuld forretning håber jeg, at byggeriet kan være med til at vise andre potentialet ved træbyggeri. Hvis vi i Danmark skal kunne nå i mål med vores klimamål, er byggebranchen nødt til at tænke og agere anderledes, og derfor er der stort brug for fyrtårnsprojekter som dette, fortsætter han.

Bliver del af ingeniørernes undervisning

At det bornholmske byggeprojekt er noget for sig selv bliver understreget af, at det er på vej til at blive en del af undervisningen af danske ingeniørstuderende.

Det sker efter initiativ fra den rådgivende ingeniørvirksomhed AB Clausen, hvis kompetencechef, Jacob Ettrup, både leverer viden til hotelbyggeriet og underviser fremtidens ingeniører på DTU i Ballerup. Hans intention er ad den vej at bruge byggeprojektet som et pejlemærke for fremtidens bæredygtige byggerier.

Byggeriet af den nye værelsesfløj på Hotel GSH går i gang i løbet af efteråret og står efter planen klart inden sommeren 2021. Fløjen kommer til at bestå af i alt 24 nye værelser, et nyt mødelokale samt en spaafdeling på bygningens tag. Efter udvidelsen vil Hotel GSH råde over i alt 59 værelser med umiddelbar tilknytning til hotellets hovedbygning.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.121