23948sdkhjf

Kingo vinder kæmpe nedrivningsopgave i Brøndby

Opdateret 13:30 med kommentarer fra dvisionsdirektør i Kingo Karlsen A/S, Jørn Bak.
Opdateret 14:55 med kommentar fra Peter Olesen, projektleder hos DAB.

Det bliver Kingo Karlsen A/S, der skal stå for miljøsanering og nedrivning af fem ikoniske højhuse i Brøndby Strand, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse. 

Opgaven udføres som totalentreprise, og har ifølge udbudsmateriale haft en anslået pris på 160 mio. kr. 

Kingo betegner da også opgaven som "danmarkshistoriens ultimativt største nedrivningsopgave".

Men præcist hvor stor kontraktsummen er, ønsker divisionschef Jørn Bak, der vil få rollen som projektdirektør på den omfattende opgave, ikke at oplyse. 

For at sætte tingene i perspektiv oplyser han, at virksomhedens hidtidige største opgave har været på 70 mio. kr. på Rigshospitalet, hvor Kingo for en håndfuld år siden rev forskellige bygninger ned. Og at opgaven i Brøndby altså er ”væsentlig større”.

Han supplerer, at der er gået efter det økonomisk mest fordelagtige bud.

– Vi har altså ikke alene vundet på pris men også på for eksempel organisation og opgaveløsning, siger han og oplyser, at Kingo har været oppe mod fire andre store aktører i branchen. 

Ifølge Peter Olesen, projektleder hos DAB, der er et af de administrationsselskaber, som repræsenterer bygherresiden, gælder det G. Tscherning A/S, J. Jensen A/S, P. Olesen A/S og Søndergaard A/S

Om udpegningen af Kingo som vinder, siger Peter Olesen:

– Man har tildelt opgaven efter princippet bedste sammenhæng mellem pris og kvalitet, og der er vurderet ud fra pris, proces og organisation, og her har de scoret bedst. 

Opgaven får ikke Kingo til at opjustere forventninger, fortæller Jørn Bak og påpeger, at opgaven strækker sig over flere år.

Hvad er PCB?

PCB er en forkortelse for polyklorerede bifenyler, som er en miljøgift, der blev brugt i byggematerialer i perioden 1950-1977. 
 
PCB spredes i miljøet gennem luft, jord og vand.

En nyere effektiv og populær metode til fjernelse af PCB er ”termisk rensning”, som kan anvendes, når de primære kilder til PCB-forureningen er fjernet.

Termisk rensning er en metode, hvor PCB’en ved opvarmning dampes ud af byggematerialerne under kontrollerede forhold, oplyser Kingo Karlsen A/S i pressemeddelelsen.
 
Det blev forbudt at anvende PCB i 1977, og i dag er PCB på Stockholm-konventionens liste over verdens 12 farligste miljøgifte, fortsættes det her.

Kingo går nu i gang med planlægning - herunder at hente tilladelser fra myndigheder. 

– I marts 2021 starter vi fysisk op på pladsen, siger Jørn Bak og oplyser, at opgaven skal være løst i 2023. 

Flere ton skal bortskaffes
Helt konkret indebærer projektet i Brøndby projektering, miljøsanering, nedrivning og affaldsbortskaffelse af fem højhuse på hver 16 etager i Brøndby Strand Parkerne.

I alt skal der bortskaffes over 50.000 tons beton.

Bebyggelsen består af i alt 12 højhuse, hvoraf de fem er bygget i en periode, hvor man stadig anvendte miljøgiften PCB.   

Betonelementerne, som er forurenede med PCB, vil virksomheden krane ned, hvorefter de sendes til termisk rensning i Holland, hvor de bliver genbrugt som tilslag i ny beton, lyder det i pressemeddelelsen.

- Det er både Kingos og bygherrernes ønske, at der skal genbruges så meget som muligt, men vi er udfordrede af, at bygningerne er forurenede med PCB, så direkte genbrug af døre, gulve og køkkener er ikke en mulighed, fortæller Jørn Bak og fortsætter: 

- Der er en del beton, som er rent. Det genbruger vi i Danmark. Den forurenede beton sender vi til Holland, hvor de renser det fuldstændigt for PCB og genbruger det. Så samlet opnår vi en rigtig god genanvendelsesprocent.

Over for Licitationen - Byggeriets Dagblad fortæller han, at han tror, det er første gang, man skiller højhuse fra toppen og hejser det ned i hele elementer. 

- Det er lidt ligesom at bygge baglæns, siger han.

Støv og støj skal begrænses
Opgaven skal udføres i et tætbefolket og tætbebygget område, og derfor skal Kingo tage særlige hensyn under miljøsanerings- og nedrivningsarbejdet, hvor både støv og støj skal begrænses.

Blandt andet har virksomheden planlagt at suge byggematerialer ud af bygningerne for at begrænse støv- og støjniveauet.

De var i spil til opgaven:

Kingo Karlsen A/S (vinder)
G. Tscherning A/S
J. Jensen A/S
P. Olesen A/S
Søndergaard A/S

Kingo vil derudover begrænse affaldsvolumen, som har en afgørende betydning for blandt andet transportbelastningen til og fra opgaven, lyder det

- Vi vil komprimere alt træ fra gulve, køkkener, døre og karme i en kværn, hvilket kommer til at begrænse affaldsvolumen betydeligt. Derudover vil vi anvende vores stålkugleblæseanlæg til sanering i kældre fremfor sandblæsning.

- På den måde begrænser vi affaldsmængden, fordi stålkuglerne bliver udsorteret og genbrugt i processen, og dermed ikke indgår i affaldsmængden som ved almindelig sandblæsning, oplyser Jørn Bak.

Kingo har selv udviklet stålkugleblæseanlægget, og ifølge Jørn Bak bliver affaldsmængden ved sandblæsning 10 gange større end ved stålkugleblæsning.

Del af helhedsplan
Nedrivningen sker som led i realiseringen af helhedsplanen "HP4", som er igangsat af boligselskaberne Brøndby Almennyttige Boligselskab, Postfunktionærernes Andels-Boligforening, Tranemosegård og Brøndby Boligselskab.

Det forventes ifølge pressemeddelelsen, at der skal bruges omkring fire mia. kr., og nu starter første fase med nedrivningen af de fem højhuse.

I hele boligområdet Brøndby Strand Parkerne, hvor højhusene ligger, er der i alt cirka 2.900 boliger med omkring 8.000 beboere. Området blev tegnet af arkitekterne Svend Høgsbro og Thorvald Dreyer og er opført i årene 1968 til 1973.

Opgaven finansieres i henhold til Landsbyggefondens renoveringsstøtteregler, lyder det.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157