23948sdkhjf

Konstitueret koncernchef fortsætter på posten hos MT Højgaard

Bestyrelsen i MT Højgaard har fastansat Morten Hansen som adm. direktør og koncernchef

Bestyrelsen i MT Højgaard Holding A/S har fastansat Morten Hansen, der har været konstitueret adm. koncerndirektør siden 13. november 2019, som adm. direktør og koncernchef.

Det meddeler selskabet i en fondsbørsmeddelelse onsdag.

- Morten Hansen har siden konstitueringen fastholdt stabiliseringen af MT Højgaard og gennemført den koncernstrategiproces, der blev igangsat af bestyrelsen i efteråret. Desuden har Morten Hansen med sin stærke baggrund i bygge- og anlægsbranchen og CFO Martin Solberg udviklet et forbilledligt og stærkt samarbejde, udtaler bestyrelsesformand Carsten Dilling i meddelelsen.

- Det er derfor bestyrelsens opfattelse, at Morten Hansen er den helt rigtige til at stå i spidsen for en langsigtet, bæredygtig videre udvikling af MT Højgaard-koncernen, tilføjer formanden.

Herefter udgøres direktionen i MT Højgaard Holding A/S og MT Højgaard-koncernen af adm. direktør og koncernchef Morten Hansen og CFO Martin Solberg.

Morten Hansen udtræder ved sin tiltræden som adm. direktør og koncernchef af bestyrelserne i MT Højgaard Holding A/S og MT Højgaard A/S.

Forgænger blev fyret efter et år

Morten Hansen blev konstitueret som topchef, efter hans forgænger, Anders Heine Jensen, måtte fratræde i november 2019. Anders Heine Jensen nåede kun at sidde lidt over et år som adm. direktør, efter han havde afløst Torben Biilmann på posten.

Bestyrelsen er i gang med en grundig koncernstrategiproces og har i den forbindelse vurderet, at der er brug for en anden profil til at videreføre dette arbejde, lød forklaringen dengang fra formand Carsten Dilling.

Fyringen af Anders Heine Jensen skete samtidig med, at MT Højgaard nedlagde op mod 140 funktionærstillinger som led i et såkaldt paradigmeskifte, hvor en række medarbejdere fra stabs- og støttefunktionerne rykker tættere på projekterne.

Manøvren skulle medvirke til at sænke entreprenørkoncernens omkostninger med cirka 130-150 mio. kr. årligt med fuld effekt i 2021.

MT Højgaard kom ud af 2018 med et underskud på over en halv mia. kr.

Koncernens regnskab for 3. kvartal 2019 lå dog inden for skiven af det forventede, og MT Højgaard tjente atter penge med et primært driftsresultat på 49 mio. kr.

Omsætningen i de første ni måneder af 2019 steg samtidig til 5,1 mia. kr. mod 4,8 mia. kr. i samme periode året før. 

CV: Morten Hansen
  • Født i 1963 og uddannet akademiingeniør
  • Tidligere ejer, direktør og bestyrelsesmedlem i Entreprenørfirmaet Østergaard A/S fra Vejle
  • Han overtog firmaet i 2001 efter sin far og solgte det ti år senere til Aarsleff-koncernen
  • Blev valgt ind i bestyrelsen for MT Højgaard Holding A/S i april 2019 - samme dag som den nye bestyrelsesformand Carsten Dilling. Den 13. november 2019 blev Morten Hansen konstitueret som adm. direktør og har i en overgangsperiode udgjort direktionen i MT Højgaard Holding A/S og MT Højgaard A/S sammen med koncernfinansdirektør Martin Stig Solberg
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.129