23948sdkhjf

JCB-importør får ejerledelse

Nicolaisen & Larsen A/S i Ulfborg med afdeling på Sjælland mister med udgangen af måneden sin direktør, der er hentet til andet job

Susanne Nicolaisen, der tidligere har kørt Nicolaisen & Larsen A/S som adm. direktør er blevet indsat som ny direktør i det gamle maskinimportfirma, der siden 1975 har været importør af JCB entreprenør- og landbrugsmaskiner i Danmark.

Firmaet har været familieejet siden grundlæggelsen i 1962.

- Vi er selvfølgelig kede af at sige farvel til Morten Krusborg, der har været vores direktør i næsten fire år, men der er jo ikke noget unaturligt i, at han gerne vil videre, og det skal han have et stort held og lykke med, siger Susanne Nicolaisen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Tæt samarbejde
Susanne Nicolaisen har haft et tæt samarbejde med Morten Krusborg, og hun er selv en erfaren leder med en tidligere topstilling i medicinalbranchen, og hun har været chef for Nicolaisen & Larsen før.

Nicolaisen & Larsen A/S

Nicolaisen & Larsen A/S har tidligere været på vej med et generationsskifte, som blandt andet på grund af finanskrisen gik i vasken. Dengang overtog Susanne Nicolaisen også stillingen som direktør. Hun og broderen Peder Nicolaisen ejer virksomheden sammen. Peder Nicolaisen fører i dag en mere tilbagetrukket rolle i forhold til driften i virksomheden.

Nicolaisen & Larsen A/S beskæftiger 60 medarbejdere, herunder 12 medarbejdere i virksomhedens Sjællandske afdeling, der ligger ved Ringsted.

Virksomheden fik i regnskabsåret 2018-19 vendt tre års underskud, hvoraf de to seneste dog var mindre underskud, til et overskud i regnskabsåret der sluttede i sommer.

- Med Mortens hjælp har vi fået sat et rigtigt godt hold, som har det fælles mål, at vi skal vækste, og nu vil vi så lige stille og roligt finde ud af, hvilken profil der skal overtage efter mig, tilføjer hun.

Dermed siger Susanne Nicolaisen også, at det ikke er en permanent position, hun indtager.

- Det er klart, at vi som ejere skal overveje hvad vi gør nu. Det tager vi os god tid til, for det er vigtigt at finde den rette profil til en stilling som denne her, siger hun.

På det direkte spørgsmål om, hvorvidt man overvejer et salg, siger hun:

- Desuagtet at Morten nu forlader os, så har vi naturligvis løbende gjort os tanker om virksomhedens fremtid. Der er ingen af os, der har efterkommere, som kan overtage, så på et tidspunkt skal der jo tages en beslutning. Den kommer bare ikke nødvendigvis nu, men er en mulighed, der er med i det samlede billede, siger hun.

Business as usual
Men indtil videre er det ifølge Susanne Nicolaisen business as usual, og med den mulighed, at der kommer en ny direktør ind på et tidspunkt.

Vi har spurgt den afgående adm. direktør Morten Krusborg, hvilken virksomhed han efterlader sig:

- Jeg efterlader en virksomhed, som er i god gænge. Vi har sammen fået styr på en lang række strukturer og processer i forretningen. Det samme gælder strategi og en plan for det fremtidige virke, siger han til Licitationen Byggeriets Dagblad, da vi ringer for at få uddybet pressemeddelelsen, der kom for ganske nyligt, og han tilføjer:

- Vi har fået godt fat i volumenmarkedet, det vil primært sige udlejningssektoren. Her har vi fået styrket vores position betydeligt, siger han.

Morten Krusborg er blevet hentet til et job som driftsdirektør i Semler Agro, en del af Semler Gruppen.

Skulle moderniseres
Som andre forhandlere i maskinbranchen, har der været et stort behov for tilpasning af kundetilbud og løsninger.

I dag fremstår firmaet som totalleverandører af både maskiner og services, der alle er bygget op omkring målet om, at levere den laveste "totale driftsomkostning" for kunderne.

Som nævnt er virksomheden blevet leverandør til en række større kunder, som giver en positiv fleksibilitet på serviceområdet over for alle firmaets kunder. Derfor er firmaet ifølge Morten Krusborg en stærk samarbejdspartner for kunder af enhver størrelse.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.115